Azərbaycan  AzərbaycanБеларусь  БеларусьDanmark  DanmarkDeutschland  DeutschlandUnited States  United StatesEspaña  EspañaFrance  FranceIndonesia  IndonesiaItalia  ItaliaҚазақстан  ҚазақстанLietuva  LietuvaРоссия  Россияශ්‍රී ලංකාව  ශ්‍රී ලංකාවประเทศไทย  ประเทศไทยTürkiyə  TürkiyəУкраина  Украина
Support
www.aawiki.da-dk.nina.az
  • Hjem

Jorden er den tredje planet i solsystemet regnet fra Solen og har den største diameter masse og tæthed af jordplaneter

Jorden

  • Startside
  • Jorden
Jorden
www.aawiki.da-dk.nina.azhttps://www.aawiki.da-dk.nina.az

Jorden er den tredje planet i solsystemet regnet fra Solen og har den største diameter, masse og tæthed af jordplaneterne. Jorden benævnes også Verden, Jordkloden, kloden og Tellus efter en romersk gudinde eller Terra efter dens latinske betegnelse.

Jorden image
image
"" - fotografi af Jorden, taget af Apollo 17
Kredsløb om Solen
Afstand til Solen (massecenter)
  • Min. 147.098.073 km
  • Maks. 152.097.701 km
Halve storakse149.597.887 km
Halve lilleakse149.576.999 km
Excentricitet0,01671022
Siderisk omløbstid1a 0t 10m 1,344s
Synodisk omløbstid-
Omløbshastighed
  • Gnsn. 107.219 km/t
  • Min. 105.448 km/t
  • Maks. 109.033 km/t
Banehældning7,25° ifht. Solens ækv.
Periapsis­argument; ω114,20783 °
Opstigende knudes længde; Ω348,739036 °
Omgivelser
1 måne, Månen
Fysiske egenskaber
DiameterÆkvator: 12.756,270 km
Polerne: 12.713,500 km
Gennemsnit: 12.745,591 km
Fladtrykthed0,003352861
Omkreds40.075,16 (ved ækvator) km
Overfladeareal510 mio. km²
Rumfang1,08 × 1012 km³
Masse(5,97223 ± 0,00008) × 1024 kg
Massefylde5,515 × 103 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl.9,8 m/s²
Undvigelses­hastighed v. ækv.40.270 km/t
Rotationstid23 t 56 m 4,091 s
Aksehældning23,439 281° ifht. ekliptika
Nordpolens rektascensionN/A
Nordpolens deklination90 °
Magnetfelt30-60 μT
Albedo36,7 %
Temperatur v. ovfl.Gnsn. +14 °C
Min. -89,2 °C
Maks. +56,7 °C
Atmosfære
Atmosfæretryk1013,25 hPa
Atmosfærens sammensætningKvælstof: 77 %
Ilt: 21 %
Argon: 1 %
Kuldioxid: 0,038 %
Vand: omkring 1 % (variabel med klimaet)

Jorden er hjemsted for millioner af arter, herunder mennesket. Planeten blev dannet for 4,54 milliarder år siden, og livet fremkom på dens overflade inden for den første milliard år. Siden da har Jordens biosfære i betydelig grad ændret atmosfæren og andre abiotiske betingelser på planeten, så aerobiske organismer har kunnet udbrede sig. Derved er et ozonlag blevet dannet, som sammen med Jordens magnetfelt blokerer for skadelig stråling og tillader liv på landjorden. Jordens fysiske egenskaber, dens geologiske udvikling og dens kredsløbsbane har således gjort liv muligt i denne lange periode, og betingelser herfor forventes at vedblive i endnu 500 millioner til 1 milliard år, hvorefter biosfæren går til grunde som følge af Solens øgede stråling, og livet på Jorden ophører.

Lithosfæren (Jordens skorpe og den øvre kappe) er opdelt i adskillige stive segmenter, som kaldes tektoniske plader, der bevæger sig over Jordens overflade i løbet af mange millioner år. Omkring 71 % af overfladen er dækket af oceaner af saltvand, mens resten er kontinenter og øer. Flydende vand er nødvendigt for at opretholde alle kendte former for liv, og det er ikke fundet på overfladen af nogen anden planet. Jordens indre er stadig aktiv og består af en tyk og forholdsvis fast kappe, en flydende ydre kerne, som skaber et magnetfelt, og en fast indre kerne af jern.

Jorden vekselvirker med andre kloder i det ydre rum, herunder Solen og Månen. I nutiden foretager Jorden et kredsløb om Solen for hver omkring 366,26 gange, den roterer om sin egen akse. Denne tidsperiode er et , som svarer til 365,256 dage i soltid. Jordens rotationsakse hælder 23,4° i forhold til det plan, som er vinkelret på dens , hvilket bevirker årstidsvariationer på planetens overflade med en periode på et (365,24 dage i soltid). Jordens eneste naturlige måne, Månen, som begyndte at kredse om den for omkring 4,53 milliarder år siden, fremkalder tidevand i oceanerne, stabiliserer aksehældningen og nedsætter langsomt planetens rotation. Et bombardement af kometer i Jordens tidlige historie spillede en rolle for oceanernes dannelse. Senere forårsagede nedslag af asteroider betydelige ændringer af omgivelser og betingelser på Jordens overflade.

Planetens mineraler udgør sammen med produkter fra biosfæren ressourcer, som tillader opretholdelse af en global population af mennesker. Befolkningerne har grupperet sig i omkring 200 uafhængige og selvstændige stater, som vekselvirker med hinanden gennem diplomati, rejser, handel og militære aktioner. De menneskelige kulturer har og har haft mange forskellige syn på planeten, herunder at den personificerer en guddom, at Jorden er flad, samt i moderne tid et perspektiv på kloden som et globalt sammenhængende miljø, der kræver indgriben og pasning. Mennesker forlod for første gang planeten i 1961, da Jurij Gagarin nåede det ydre rum.

Tidsforløb

image Hovedartikel: Solsystemets dannelse og udvikling.
image Uddybende artikler: Jordens historie og Jordens geologiske historie

Videnskaben har kunnet rekonstruere forløbet af Jordens fortid ret detaljeret. For omkring 4,54 milliarder år siden (med en usikkerhed på 1 %), blev Jorden og de øvrige planeter i solsystemet dannet fra en af støv og gas, som var tilbage efter Solens dannelse. Materialet samledes til Jorden ved sammenkitning i en proces, som var afsluttet inden for kun 10–20 millioner år. Fra smeltet tilstand afkøledes planeten Jordens ydre lag og dannede en fast skorpe, da vand begyndte at samles i atmosfæren. Månen blev dannet kort tid efter, hvilket efter den fremherskende teori skete som resultat af et gigantsammenstød med en klode (kaldet Theia) på størrelse med Mars, dvs. med en masse på omkring 10 % af Jordens. Meget af denne klodes masse integreredes i Jorden, men sammenstødet slyngede tilstrækkeligt materiale ud i kredsløb om den til, at Månen kunne dannes af det.

Udstrømmende gas og vulkansk aktivitet dannede en ur-atmosfære. Oceanerne blev dannet ved kondensering af vanddamp, yderligere fremmet af is og flydende vand, som kom med asteroider og større protoplaneter, kometer og trans-neptunske objekter, der udsatte Jorden for et veritabelt bombardement. I begyndelsen fandtes næsten intet tørt land, men den samlede landoverflade over havniveau er til stadighed steget. Som eksempel er arealet af kontinenterne fordoblet i løbet af de sidste to milliarder år. Mens overfladen omformedes i løbet af hundreder af millioner år, blev der dannet flere kontinenter, som igen blev brudt op. Kontinenterne bevægede sig over overfladen og samledes af og til i et superkontinent. For omkring 750 millioner år siden begyndte det tidligst kendte superkontinent, Rodinia, at blive brudt op. Kontinenter samledes senere igen og dannede Pannotia i perioden for 600–540 millioner år siden og endelig Pangæa, som splittedes for 180 millioner år siden.

Udvikling af liv

image Uddybende artikel:

Det høje energiniveau i de kemiske processer i begyndelsen af Jordens eksistens menes at have frembragt et selvreplicerende molekyle for omkring fire milliarder år siden, og en halv milliard år senere fandtes hypotetisk livets sidste fælles forfader. Udvikling af fotosyntese betød et afgørende fremskridt, idet Solens energi derved kunne udnyttes direkte af alle livsformer. Syntesen producerede ilt, som opsamledes i atmosfæren og medførte dannelse af et ozonlag (ozon er en molekyleform af ilt: O3) i den øvre atmosfære. Optagelse af mindre celler i større bevirkede , der kaldes eukaryoter. Rigtige flercellede organismer blev dannet, i takt med at celler i blev stadigt mere specialiserede. Hjulpet af ozonlagets absorption af skadelig ultraviolet stråling koloniserede livet Jordens overflade.

Fra 1960'erne har det været opfattelsen, at udbredt gletsjeraktivitet i æonen Neoproterozoikum for mellem 750 og 580 millioner år siden dækkede meget af planeten med is. Hypotesen har fået navnet, Sneboldjorden (engelsk: Snowball Earth) og er af særlig interesse, fordi dette stade i Jordens udvikling ligger umiddelbart forud for den Kambriske Eksplosion, hvor flercellede livsformer begyndte at brede sig med stor hast.

Siden slutningen af den kambriske eksplosion for omkring 535 millioner år siden er masseuddøen af arter forekommet fem gange. Den sidste skete for 65 millioner år siden, formentlig udløst af et meteornedslag, da dinosaurerne og andre dyregrupper fx mange reptiler blev udslettet. Andre dyregrupper blev skånet fx pattedyr og fugle. I løbet af de sidste 65 millioner år har udviklingen af pattedyrene resulteret i en stor diversitet, og for adskillige millioner år siden fik et afrikansk abe-lignende dyr evnen til at gå oprejst. Derved blev det lettere at bruge værktøj og at samarbejde, hvilket udviklede evnen til at kommunikere. Det gav mulighed for forbedret ernæring og stimulation, som var nødvendig for at udvikle en større hjerne. Udvikling af landbrug og senere civilisation gjorde det muligt for mennesket at beherske Jorden inden for et kortere tidsrum end nogen anden art har kunnet, hvilket har påvirket både naturen og mængden af andre livsformer.

For omkring 40 millioner år siden begyndte et mønster med istider, som intensiveredes i pleistocæn for omkring 3 millioner år siden. Polaregnene har siden da haft en cyklus af isdække og afsmeltning, som har gentaget sig i perioder på 40–100.000 år. Den sidste istid sluttede for 10.000 år siden.

Fremtid

image Se også: Jordens fremtid.
image
Solens livscyklus.

Planetens fremtid på lang sigt er tæt knyttet til Solens fremtid. Som følge af den stadige ophobning af helium fra brintfusionen i Solens kerne tiltager Solens lysstyrke langsomt. Den vil stige med 10 procent i løbet af de næste 1,1 milliarder år og med 40 % i løbet af de næste 3,5 milliarder år. Klimamodeller viser, at forøgelsen af den stråling, som når Jorden, vil medføre store ændringer på planeten, så bl.a. Jordens oceaner vil forsvinde.

Jordens stigende overfladetemperatur vil få det uorganiske CO2-kredsløb til at accelerere og mindske koncentrationen af kuldioxid til det dødelige niveau for planter (10 ppm for C4-planter) om 900 millioner år. Manglen på vegetation vil bevirke tab af ilt i atmosfæren, hvorfor dyrelivet vil uddø i løbet af yderligere nogle millioner år. Selv om Solen var forblevet uændret og stabil, ville den fortsatte afkøling af Jordens indre dog stadig have medført tab af meget af dens atmosfære og oceaner på grund af mindre vulkansk aktivitet. Efter endnu 1 milliard år vil overfladevand være helt forsvundet, og den gennemsnitlige, globale temperatur vil nå 70 °C. Jorden forventes på grundlag af ovenstående at være beboelig i endnu omkring 500 millioner år.

Solen vil som en del af sin udvikling udvide sig til en rød kæmpestjerne om ca. 5 milliarder år. Modeller forudsiger, at den vil øges til 250 gange sin nuværende størrelse til en radius på omkring 1 AU (ca. 150 millioner km). Jordens skæbne i den forbindelse er ikke helt klar. Som rød kæmpestjerne vil Solen i grove træk miste 30 % af sin masse, så uden andre virkninger vil dette forøge Jordens baneradius til 1,7 AU (ca. 250 millioner km), når stjernen når sin maksimale radius. Derved ville planeten undgå at blive opslugt af den store Sols tynde ydre atmosfære, omend det meste – og formentlig alt – liv på den vil være tilintetgjort af solens stærke stråling. Et nyligt studium viser imidlertid, at Jordens omløb alligevel vil bryde sammen som følge af tidevandsvirkninger fra Solen, hvorved den vil falde ind i dennes atmosfære og gå til grunde.

Sammensætning og struktur

image Hovedartikel: Geovidenskab.

Jorden er en jordplanet, hvilket betyder, at den er et klippefyldt legeme i modsætning til en gasplanet som Jupiter. Den er den største af de fire jordplaneter i solsystemet, både efter størrelse og masse. Af disse fire planeter har Jorden også den højeste tæthed, den største gravitation ved overfladen, det stærkeste magnetfelt og den hurtigste rotation. Det er ligeledes den eneste jordplanet med aktiv pladetektonik.

Form

image Uddybende artikel:
image
Størrelsessammenligning af de indre planeter (fra venstre til højre): Merkur, Venus, Jorden og Mars.

Jordens form er meget tæt på at være en fladtrykt sfæroide – en afrundet form med en lille udbuling omkring ækvator – omend den præcise form (geoiden) afviger derfra med op til 100 meter. Den gennemsnitlige diameter af den sfæroide, der benyttes som reference, er omkring 12.742 km. Mere tilnærmet er længden 40.000 km/π, fordi meteren oprindelig var defineret som 1/10.000.000 af afstanden fra ækvator til Nordpolen på en linje gennem Paris.

Det er Jordens rotation, som skaber udbulingen ved ækvator, og diameteren her er 43 km større end diameteren fra pol til pol. De største lokale afvigelser i Jordens klippefyldte overflade er Mount Everest (8.848 m over det lokale havniveau) og Marianergraven (10.911 m under det lokale havniveau). I forhold til en perfekt ellipsoide, har Jorden derfor en på omkring 1:584 eller 0,17 % (altså mindre end den tolerance på 0,22 %, som er tilladt for billardballer). Som følge af udbulingen er det landskabstræk, som er længst væk fra Jordens centrum faktisk i Ecuador.

F. W. Clarkes tabel over oxider i Jordens skorpe
Bestanddel Formel Indhold
Silikat SiO2 59.71 %
Aluminiumoxid Al2O3 15.41 %
Kalk CaO 4.90 %
Magnesiumoxid MgO 4.36 %
Natriumoxid Na2O 3.55 %
Jern(II)oxid FeO 3.52 %
Kaliumoxid K2O 2.80 %
Jern(III)oxid Fe2O3 2.63 %
Vand H2O 1.52 %
Titandioxid TiO2 0.60 %
Fosforpentaoxid P2O5 0.22 %
Total 99.22 %

Kemisk sammensætning

image Uddybende artikel:

Jordens masse er tilnærmelsesvis 5,98×1024 kg. Den består fortrinsvis af jern (32,1 %), ilt (30,1 %), silicium (15,1 %), magnesium (13,9 %), svovl (2,9 %), nikkel (1,8 %), calcium (1,5 %) og aluminium (1,4 %) og 1,2 % er små mængder af andre grundstoffer. På grund af stoffers tendens til at samle sig efter massefylde menes kerneområdet at bestå overvejende af jern (88,8 %) iblandet små mængder nikkel (5,8 %), svovl (4,5 %) og mindre end 1 % andre stoffer.

Geokemikeren F.W. Clarke beregnede, at lidt over 47% af Jordens skorpe består af ilt. Næsten alle de almindelige klipper i skorpen er oxider. Salte af klor, svovl og fluor er de eneste vigtige undtagelser herfra, og deres samlede mængde i klipper er sædvanligvis langt under 1 %. De vigtigste oxider er salte af silicium, aluminium, jern, kalcium, magnesium, kalium og natrium. Iltforbindelsen siliciumdioxid virker primært som en syre, der danner silikater, og alle de almindeligste mineraler i størknede klipper er af disse typer. Ud fra analyse af 1.672 forskellige klipper beregnede Clarke, at 99,22 % af dem bestod af 11 oxider (se tabellen til højre). Alle andre bestanddele optræder derfor i særdeles små mængder.

Indre struktur

image Uddybende artikel:

Jordens indre er, som det også er tilfældet for de andre jordlignende planeter, opdelt i lag med forskellige kemiske og egenskaber. Jorden har en silikatholdig og fast skorpe yderst, derpå en viskøs kappe, en flydende ydre kerne (med mindre viskositet end kappen) og en fast indre kerne. Skorpens nedre grænse er defineret af (Moho), og dens tykkelse varierer fra et gennemsnit på seks km under oceanerne til 30–50 km under kontinenterne. Den indre kerne roterer muligvis med lidt højere vinkelhastighed end planeten i øvrigt og når derved fra 0,1-0,5° længere frem pr. år.

Jordens geologiske lag
image
Tværsnit af Jordens opbygning:
6. Jordskorpen.
5. Øvre kappe
4. Asthenosfære
3. Nedre kappe (mesosfære)
2. Ydre kerne
1. Indre kerne
(3+4+5 udgør kappen. 5+6 udgør lithosfæren).
 Dybde
km 		Lag tæthed
g/cm³
0–60 Lithosfære –
0–35 ... Jordskorpen 2,2–2,9
35–60 ... Øvre kappe 3,4–4,4
35–2890 Kappe 3,4–5,6
100–700 ... Asthenosfære –
2890–5100 9,9–12,2
5100–6378 12,8–13,1

Varmen i planetens indre produceres formentlig ved radioaktivt henfald af isotoperne kalium-40, uran-238 og thorium-232. Alle disse har halveringstider på mere end en milliard år. I centrum kan temperaturen være op til 7.000 K og trykket nå 360 GPa. En del af kernens varmeenergi transporteres op mod skorpen ved såkaldte , en form for konvektion, hvor klippemateriale med højere temperatur stiger op. Disse smelter kan danne hot spots og .

Tektoniske plader

image Uddybende artikel: Kontinentaldrift

Ifølge teorien om kontinentaldrift er der to lag i den yderste del af Jordens indre: lithosfæren, bestående af skorpen og den størknede del af kappen, og under den asthenosfæren. Den sidstnævnte opfører sig som stærkt ophedet materiale, som er i en halvtflydende, plastisk (duktil) tilstand.

Lithosfæren flyder på asthenosfæren og er brudt op i, hvad der kaldes tektoniske plader. Disse er stive segmenter, som bevæger sig i forhold til hinanden ved en af følgende tre typer pladegrænser: destruktive, konstruktive og transforme. Den transforme pladegrænse optræder, hvor to plader bevæger sig sidelæns i forhold til hinanden, hvorved der dannes en geologisk brudlinje. Jordskælv, vulkansk aktivitet, og dannelse af gravsænkninger i oceaner kan forekomme langs pladegrænserne.

Jordens vigtigste plader
image

Et kort over de vigtigste tektoniske plader på Jorden. 		Pladenavn Areal
106 km²
Afrikanske Plade 61,3
60,9
Indo-Australske Plade 59,1
Eurasiske Plade 67,8
Nordamerikanske Plade 75,9
43,6
Stillehavspladen 103,3

Blandt de mindre plader er den , Den Caribiske Plade, Nazcapladen ud for Sydamerikas vestkyst og i det sydlige Atlanterhav. Den Australske Plade sluttede sig sammen med den Indiske Plade og dannede den Indo-Australske Plade for mellem 50 og 55 millioner år siden. De plader, som bevæger sig hurtigst, er oceanpladerne, hvoraf flytter sig med en hastighed på 75 mm/år og Stillehavspladen med 52–69 mm/år. Som den anden yderlighed bevæger den Eurasiske Plade sig langsomst, idet dens typiske hastighed er på omkring 21 mm/år.

Overflade

image Uddybende artikler: Landskabsform og

Jordens udviser stor variation. Omkring 70,8 % af overfladen er dækket af vand, og meget af kontinentalsoklen ligger under havniveau. Overfladen under vandet omfatter bjergkæder, herunder et verdensomspændende system af oceanrygge, undersøiske vulkaneroceangrave, , og . De 29,2 %, som ikke er dækket af vand, består af bjerge, ørkener, sletter, plateauer og andre .

Planetens overflade omformes i løbet af geologiske tidsperioder som følge af tektonik- og erosionspåvirkninger. De overfladeformationer, som opbygges eller deformeres ved pladetektonik, udsættes for uophørlig forvitring ved nedbør, temperaturændringer og kemiske reaktioner. Gletsjere, kystnedbrydning, opbygning af koralrev og større meteoritnedslag bidrager også til at omforme landskabet.

image
Jordens nuværende og bathymetri. Data fra TerrainBase Digital Terrain Model udarbejdet af .

Efterhånden som de tektoniske plader bevæger sig over planeten, skydes oceanbunden ind under dem langs deres rand. Samtidig strømmer materiale fra kappen op, hvor pladerne fjerner sig fra hinanden langs oceanryggene. Tilsammen medfører disse processer, at oceanbundens materiale til stadighed fornyes, så det meste af det er under 100 millioner år gammelt. Den ældste oceanbund findes i det vestlige Stillehav og anslås til en alder på omkring 200 millioner år. Til sammenligning er de ældste fossiler, som er fundet på landjorden, omkring 3 milliarder år gamle.

Kontinentalpladerne består af materiale med lavere vægtfylde som f.eks. de magmatiske bjergarter granit og andesit. Mindre udbredt på kontinenterne er basalt, der er en tungere bjergart af vulkansk oprindelse, som er den primære bestanddel af oceanbundspladerne. dannes, når aflejringer ophobes og presses sammen, og næsten 75 % af kontinenternes overflade er dækket af disse bjergarter, skønt de kun udgør omkring 5 % af skorpen. Den tredje type bjergart er de metamorfe bjergarter, som dannes ved omdannelse af bjergarter under højt tryk og/eller høj temperatur uden opsmeltning. De hyppigst forekommende silikatmineraler på jordoverfladen er kvarts, feldspater, amfiboler, glimmer, pyroxener og olivin, mens de hyppigst optrædende karbonatmineraler er (der er hovedbestanddelen af kalksten), aragonit og dolomit.

er landjordens øverste overflade, som består af jord, og hvor der foregår processer, der fører til jorddannelse. Laget er et bindeled mellem lithosfæren, atmosfæren, hydrosfæren og biosfæren. Det totale opdyrkede areal udgør 10,92 % af landjorden inkluderet områder med permanente afgrøder som plantager, der alene svarer til 1,08 % af landjorden. Tæt på 40 % af landjorden benyttes til afgrøder og græsning, idet arealstørrelsen er anslået til at være 1,56×107 km² afgrøder og 3,4×107 km² græsningsareal.

Højdeforholdene på Jordens kontinenter varierer fra det laveste punkt på −418 m ved Det Døde Hav og til en maksimumhøjde på 8.848 m på toppen af Mount Everest (anslået 2005). Landjordens gennemsnitlige højde over havets overflade er 840 m.

Hydrosfære

image Uddybende artikel: Hydrosfære
image
Højdehistogram over Jordens overflade, hvoraf omkring 71 % er dækket af vand.

Den store mængde vand på jordoverfladen er et enestående træk, som adskiller den "blå planet" fra de øvrige i solsystemet. Jordens hydrosfære omfatter først og fremmest oceanerne, men teknisk set omfatter den alle vandoverflader i verden, herunder indlandshave, søer, floder og vand i undergrunden ned til en dybde på 2.000 m. Det dybeste sted under vandet er Challengerdybet i Marianergraven i Stillehavet, som er 10.911,4 m dyb. Oceanernes gennemsnitlige dybde er 3.800 m, altså mere end fire gange dybere end kontinenternes gennemsnitlige højde.

Oceanernes vandmasse udgør omkring 1,35×1018 ton eller omkring 1/4400 af Jordens totale masse, og deres rumfang udgør 1,386×109 km³. Hvis alt land blev spredt ud på Jorden i et lige tykt lag, ville vandet dække hele Jorden med en dybde på over 2,7 km. Omkring 97,5 % af vandet er saltvand, og de resterende 2,5 % er ferskvand. Hovedmængden af ferskvandet eller omkring 68,7 % findes på nuværende tidspunkt i form af is.

Omkring 3,5 % af oceanernes samlede masse består af havsalt. Størstedelen af dette salt er blevet frigivet ved vulkansk aktivitet eller er trukket ud af kolde, magmatiske klipper. Oceanerne er også et reservoir for opløste, atmosfæriske luftarter, der er afgørende for mange livsformers overlevelse i vandmiljøet. Havvandet udøver en betydelig indvirkning på verdens klima, fordi det optræder som et stort . Ændringer i fordelingen af havtemperaturen kan forårsage betydelige vejrændringer, hvilket f.eks. El Niño-havstrømmen er et kendt eksempel på.

Atmosfære

image Uddybende artikel: Jordens atmosfære

Det atmosfæriske tryk på Jordens overflade udgør i gennemsnit 101,325 kPa med en på omkring 8,5 km. Bestanddelene er 78 % kvælstof og 21 % ilt med mindre mængder vanddamp, kuldioxid og andre luftformige molekyler. Troposfærens højde varierer med bredden og spænder fra 8 km ved polerne til 17 km ved ækvator, men med nogen variation på grund af vejr- og årstidsfaktorer.

Jordens biosfære har afgørende ændret dens atmosfære. Den iltfremstillende fotosyntese udvikledes for 2,7 milliarder år siden, og den deraf følgende iltkatastrofe dannede den kvælstof-ilt-atmosfære, som findes nu. Ændringen af atmosfæresammensætningen muliggjorde spredning af aerobe organismer og dannede desuden ozonlaget, som sammen med Jordens magnetfelt blokerer ultraviolet solstråling og tillader liv at eksistere på landjorden. Andre atmosfæriske virkninger af betydning for livet er at transportere vanddamp, at stille nyttige luftarter til rådighed, at få små meteorer til at brænde op, før de kan slå ned på overfladen, og at moderere temperaturen. Den sidstnævnte virkning er kendt som drivhuseffekten: Små mængder af molekyler i atmosfæren indfanger varmeenergi, som udsendes fra jorden, og hæver derved den gennemsnitlige temperatur. Kuldioxid, vanddamp, metan og ozon er de vigtigste drivhusgasser i Jordens atmosfære. Uden denne tilbageholdelse af varme, ville Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur være −18 °C, og liv ville sandsynligvis ikke findes.

Vejr og klima

image Hovedartikler: Vejr, klima og økozone.

Jordens atmosfære har ingen fast grænse, men bliver stadig tyndere opefter og forsvinder til sidst helt ved overgangen til det ydre rum. Tre fjerdedele af den atmosfæriske masse befinder sig inden for de første 11 km fra planetens overflade. Dette nederste lag kaldes troposfæren. Energi fra Solen opvarmer dette lag og overfladen under det, hvilket får luften til at udvide sig. Den opvarmede luftmasse har mindre tæthed og stiger derfor til vejrs og erstattes af køligere luft med højere tæthed. Resultatet heraf er atmosfærisk cirkulation, som driver vejret og klimaet ved at omfordele varmeenergi.

De primære atmosfæriske cirkulationsbånd består af passatbæltet i ækvatorialegnene under 30° bredde og vestenvindsbæltet i de mellemste breddegrader mellem 30° og 60°. Havstrømme i oceanerne er ligeledes vigtige faktorer, som påvirker klimaet, særligt den termohaline cirkulation som transporterer varmeenergi fra ækvatorområdet til polarregionerne.

image
Jordens klimabælter.

Vanddamp som opstår ved fordampning fra havoverfladerne transporteres af cirkulerende systemer i atmosfæren. Når de atmosfæriske betingelser er til stede for, at varm, fugtig luft stiger til vejrs, vil den indeholdte damp fortættes og nå jordoverfladen som nedbør. Hovedparten af vandet transporteres tilbage til områder med lavere højde af flodsystemer og når sædvanligvis tilbage til oceanerne eller bliver tilbageholdt i søer. Dette er dels en vital mekanisme for livets opretholdelse på land, dels en primær faktor i erosionen af overfladens landskaber over geologiske tidsperioder. Nedbørsmængderne varierer inden for et bredt interval, der strækker sig fra adskillige meter vand pr. kvadratmeter pr. år til mindre end en millimeter. Den atmosfæriske cirkulation, de topologiske landskabstræk og temperaturforskelle er afgørende for, hvor meget nedbør en egn får i gennemsnit.

Efter breddegrad kan Jorden inddeles i specifikke klimabælter med nogenlunde samme klima. I rækkefølge fra ækvator til polaregnene er disse det tropiske, det subtropiske, det tempererede og det polare klimabælte. Klimatyperne kan desuden opdeles efter temperatur og nedbør, hvor klimazonerne er karakteriseret ved temmelig ensartede luftmasser. Det almindeligt anvendte Köppens klimaklassifikationssystem (i en udgave som er modificeret af Wladimir Köppens elev ) omfatter fem brede grupper (fugtigt tropeklima, tørt, fugtigt tempereret klima, fastlandsklima og koldt polarklima), som yderligere inddeles i mere specifikke undertyper.

Øvre atmosfære

image
Dette billede fra rummet viser fuldmånen delvis gjort utydelig af Jordens atmosfære. NASA-billede.

Atmosfæren over troposfæren opdeles sædvanligvis i stratosfæren, mesosfæren og termosfæren. Hvert af disse lag har en selvstændig , som fastlægger ændringen i temperatur med stigende højde. Længere ude overgår den tynde exosfære i magnetosfæren, hvor Jordens magnetfelt spiller sammen med solvinden. For livet på Jorden er ozonlaget, som er en del af stratosfæren, og som delvis beskytter overfladen mod ultraviolet lys, en vigtig komponent. Kármán-linjen, der er defineret til at ligge 100 km over Jordens overflade, er en fastlagt grænse mellem atmosfæren og rummet.

På grund af varmeenergien øges farten af nogle af molekylerne i den yderste del af Jordens atmosfære så meget, at de kan slippe fri af planetens tyngdekraft. Som følge heraf sker der et langsomt, men vedvarende, til rummet, og fordi ubundet brint har lav molekylevægt, opnår den lettere undvigelseshastigheden og forsvinder ud i rummet i større omfang end andre luftarter. At brint "lækker" ud i rummet er en medvirkende årsag til, at Jordens tilstand har ændret sig fra at være oprindeligt reducerende og til nu at være oxiderende. Fotosyntese var en kilde til frit ilt, men tabet af reducerende stoffer som brint menes at have været en nødvendig forudsætning for, at den udbredte opsamling af ilt i atmosfæren kunne finde sted.

Brints evne til at undslippe fra Jordens atmosfære kan således have haft betydning for, hvilken slags liv, som udvikledes på planeten. I den nuværende, iltrige atmosfære omdannes det meste brint til vand, før det har mulighed for at undslippe, så hovedparten af brinttabet stammer fra ødelæggelse af metan i atmosfærens øvre lag.

Magnetfelt

image
Jordens magnetfelt, som tilnærmelsesvis er en dipol.
image Uddybende artikel: Jordens magnetfelt

Jordens magnetfelt har nogenlunde form som en dipol, hvis poler i øjeblikket ligger i nærheden af de geografiske poler. I henhold til dannes feltet i den smeltede, ydre kerne, hvor varmen skaber konvektionbevægelse i elektrisk ledende stof. Derved genereres elektriske strømme, som igen frembringer Jordens magnetfelt. Konvektionsbevægelserne i kernen er kaotiske af natur og skifter af og til retning, hvilket medfører, at der med uregelmæssige intervaller sker , så Jordens magnetiske poler bytter plads. Det sker i gennemsnit nogle få gange for hver million år, og det seneste skift skete for omkring 700.000 år siden.

Feltet danner magnetosfæren, som afbøjer partikler i solvinden. Kanten af chokbølgen i retning mod Solen ligger i en afstand fra Jorden på omkring 13 jordradier. Sammenstødet mellem magnetfeltet og solvinden danner Van Allen-strålingsbælterne, som er et par koncentriske, torusformede områder med energirige, ladede partikler. Når denne plasma når Jordens atmosfære ved de magnetiske poler, danner den nordlys og sydlys.

Kredsløb og egenrotation

Egenrotation

image Uddybende artikel: Jordens rotation
image
Jordens aksehældning og dens sammenhæng med rotationsaksen og .

Jordens rotationsperiode i forhold til Solen – dens gennemsnitlige soldag – er 86.400 sekunder i gennemsnitlig soltid. Hvert af disse sekunder er lidt længere end et SI-sekund, fordi en soldag på Jorden på grund af nu er lidt længere, end den var i det 19. århundrede.

Jordens rotationsperiode i forhold til fiksstjernerne, som IERS () kalder dens stjernedag, er 86.164,098903691 sekunder i gennemsnitlig soltid (UT1), eller 23t 56m 4,098903691s. Jordens rotationsperiode i forhold til præcessionen eller det gennemsnitlige forårsjævndøgn, som lidt misvisende kaldes dens sideriske dag, er 86.164,09053083288 sekunder i gennemsnitlig soltid (UT1) (23t 56m 4,09053083288s). Den sideriske dag er således omkring 8,4 ms kortere end stjernedagen. Længden af den gennemsnitlige soldag anført i SI-sekunder kan fås fra IERS for perioderne 1623–2005 og 1962–2005.

Med undtagelse af meteorer i atmosfæren og satellitter i lavt kredsløb sker den tilsyneladende bevægelse af himmellegemerne på himlen i retning mod vest med en fart på 15°/t = 15'/min. Det svarer til Solens eller Månens tilsyneladende diameter hvert andet minut, idet de to tilsyneladende diametre er af samme størrelse.

Kredsløb

image Uddybende artikel: Jordens kredsløb
image Hovedartikel: Solen.

Jorden foretager et kredsløb om Solen i en gennemsnitlig afstand på omkring 150 millioner kilometer for hver 365,2564 gennemsnitlige soldage eller et siderisk år. Set fra Jorden giver det en østlig bevægelse af Solen i forhold til stjernerne med en fart på omkring 1°/dag, svarende til en Sol- eller Månediameter for hver 12 timer. På grund af denne bevægelse tager det i gennemsnit 24 timer – en soldag – for Jorden at fuldføre en fuld rotation om sin akse, så Solen igen står på samme meridian. Jordens kredsløbshastighed er i gennemsnit ca. 30 km/s (108.000 km/t), hvilket er hurtigt nok til at dække planetens diameter på omkring 12.600 km på syv minutter og afstanden til Månen (384.000 km) på fire timer.

Månen fuldfører for hver 27,32 dage sammen med Jorden et kredsløb om et fælles barycentrum (i forhold til stjernerne). Når denne bevægelse kombineres med Jord-Måne-systemets fælles omkredsning af Solen, er den synodiske måned, fra nymåne til næste nymåne, 29,53 dage. Set fra sker såvel Jordens kredsløb, Månens kredsløb og deres egenrotation i retning mod uret. Jordens kredsløbsplan og akseplan er ikke sammenfaldende: Jordens har en aksehældning på omkring 23,5 grader i forhold til den retning, som er vinkelret på dens kredsløbsplan, og Månens omløbsplan om Jorden hælder omkring 5 grader i forhold til Jordens kredsløbsplan om Solen. Uden disse hældninger ville der forekomme en formørkelse hver anden uge, skiftende mellem måneformørkelser og solformørkelser.

Jordens Hill-sfære, som angiver den maksimale afstand for, at Jordens tyngdemæssige indflydelse er stærkere end Solens og planeternes, er omkring 1,5 Gm i radius. Legemer inden for denne radius omkredser i almindelighed Jorden, omend de kan løsrive sig ved Solens tyngdemæssige forstyrrelse.

Jorden befinder sig som det øvrige Solsystem i galaksen Mælkevejen og kredser omkring 28.000 lysår fra galaksens centrum og omkring 20 lysår over galaksens ækvatorplan i Orion-spiralarmen.

Aksehældning og årstider

image Uddybende artikel: Aksehældning

På grund af Jordens aksehældning varierer den mængde sollys, som når dens overflade, i løbet af året. Dette bevirker årstidsafhængige ændringer i klimaet, idet det er sommer på den nordlige halvkugle, når nordpolen peger direkte mod Solen, og vinter, når polen peger væk fra den. Om sommeren varer dagen længere, og Solen står højere på himlen. Om vinteren bliver det i almindelighed koldere og dagene kortere. Over polarkredsene virker ændringen så ekstremt, at der slet ikke er dagslys i en del af året – der er polarnat. På den sydlige halvkugle er situation nøjagtigt omvendt, idet sydpolen er orienteret direkte modsat nordpolen.

image
Jorden og Månen set fra Mars, optaget af . Fra det ydre rum udviser Jorden faser på samme måde som Månens faser.

Ifølge astronomisk vedtagelse bestemmes de fire årstider af solhvervene – det sted i Jordens kredsløb, hvor dens akse peger direkte imod eller direkte væk fra Solen – og jævndøgnene, hvor hældningens retning og retningen mod Solen står vinkelret på hinanden. Vintersolhverv ligger omkring 21. december, sommersolhverv nær 21. juni, forårsjævndøgn begynder omkring 20. marts og efterårsjævndøgn omkring 23. september.

Hældningsvinklen for jordaksen er forholdsvis stabil over lange tidsperioder, men den er dog underlagt , som er en lille, uregelmæssig bevægelse med en primær periode på 18,6 år. Jordaksens orientering (hermed tænkes ikke på dens vinkel) ændres også i tidens løb, idet den ved præcession gennemløber en fuld cirkel for hver 21.700 år. Præcessionen er grunden til, at der er forskel på et siderisk år og et . Begge bevægelser fremkaldes af, at Solen og Månen udøver skiftende tiltrækning på Jordens udbuling ved ækvator. Set fra Jorden bevæger også dens poler sig nogle få meter hen over overfladen. Denne har flere, cykliske komponenter, som tilsammen medfører . Udover en årlig komponent i denne bevægelse er der en 430-dages cyklus, som kaldes , og som skyldes, at Jordens intertiakse ikke er helt sammenfaldende med dens rotationsakse. Jordens rotationshastighed varierer desuden og giver anledning til et fænomen, som kaldes daglængdevariation.

I nutiden befinder Jorden sig omkring 3. januar i periheliet, hvor dens omløbshastighed er størst og afstanden til Solen mindst, og i apheliet omkring 4. juli. Disse datoer ændrer sig imidlertid i tidens løb på grund af præcessionen og andre kredsløbsfaktorer, som følger cykliske mønstre kendt som Milanković-cykler. Forskellen i afstanden mellem Jorden og Solen betyder en forøgelse på omkring 6,9 % af den solenergi, som når Jorden i perihelium i forhold til aphelium. Da den sydlige halvkugle er nærmest Solen, når afstanden er mindst, modtager denne halvkugle lidt mere energi fra Solen i løbet af året end den nordlige. Forskellen er dog mindre betydende i forhold til den energiændring, som aksehældningen giver anledning til, og meget af energioverskuddet absorberes af havet, som dækker en større del af den sydlige halvkugle.

Månen

image Hovedartikel: Månen.
Navn Diameter Masse Halve storakse Omløbsperiode
Månen 3.474,8 km 7,349×1022 kg 384.400 km 27 dage, 7 timer, 43,7 minutter

Månen er en forholdsvis stor, jord- og planetlignende måne med en diameter på omkring en fjerdedel af Jordens. Det er den største måne i solsystemet i forhold til størrelsen af dens planet (Charon er dog større i forhold til dværgplaneten Pluto.) Gravitationstiltrækningen mellem Jorden og Månen forårsager tidevand på Jorden. Den samme virkning på Månen har ført til : Dens rotationsperiode er den samme som den tid, det tager den at fuldføre et kredsløb om Jorden. Derved vender den altid samme side til planeten. Når Månen kredser om Jorden, oplyses forskellige dele af dens skive af Solen, hvilket frembringer Månens faser. Den mørke og lyse del af Månens overflade adskilles af terminatoren.

På grund af tidevandsvirkningerne fjerner Månen sig fra Jorden med ca. 38 mm om året. Over millioner af år giver denne lille virkning – og den samtidige forøgelse af Jordens døgn med omkring 23 mikrosekunder om året – anledning til en betydelig forskel. Som eksempel var året i den geologiske Devon-periode for omkring 410 millioner år siden på 400 døgn, der hver varede 21,8 timer.

Månen kan på dramatisk vis have påvirket livets udvikling ved at ændre Jordens klima. Palæontologiske fund og computersimulationer viser, at Jordens aksehældning stabiliseres af tidevandsinteraktionen med Månen. Nogle teoretikere mener, at uden det drejningsmoment, som Solen og planeterne fremkalder på , kunne rotationsaksen være kaotisk ustabil og udvise uforudsigelige ændringer over millioner af år, som det ser ud til at være tilfældet for Mars. Hvis Jordens rotationsakse skulle nærme sig ekliptikas plan, ville der optræde ekstreme forskelle på årstiderne med tilhørende ekstremt vejr, fordi den ene pol ville pege direkte mod Solen om sommeren og direkte væk fra den om vinteren. Videnskabsmænd, som har studeret virkningen, mener, at dette kunne udslette alle større dyr og det højere planteliv.

Det er imidlertid et omdiskuteret emne, som måske kan afklares ved yderligere studier af Mars, som har en tilsvarende siderisk rotationsperiode og aksehældning som Jorden uden at have dens store måne og flydende kerne.

Set fra Jorden er Månen netop langt nok væk til, at dens skive næsten har samme tilsyneladende størrelse som Solens. af disse to himmellegemer matcher hinanden, fordi Solens diameter er omkring 400 gange større end Månens, men Solen er også 400 gange længere væk. Derfor optræder totale og delvise formørkelser på Jorden.

image
En skalatro gengivelse af den relative størrelse og afstand mellem Jorden og Månen.

Den mest accepterede teori for Månens opståen, gigantsammenstødshypotesen, forklarer den ved en kollision mellem en protoplanet (kaldet Theia) og den unge Jord. Denne hypotese forklarer (blandt andet) den relative mangel på jern og flygtige grundstoffer på Månen, og at den har næsten samme sammensætning som Jordens skorpe.

Jorden har desuden mindst to asteroider som ligger nær jordens kredsløbsbane om solen: 3753 Cruithne og .

image
Når det observeres fra Jorden, følger 3753 Cruithne den gule sti, som ikke ser ud til at den kredser om Solen.
image
Asteroide 2016HO3. Denne asteroides kredsløb holder den nær Jorden, men kredser ikke om den i sædvanlig forstand. Når man analyserer dens kredsløb fra forskellige legemers perspektiv, ser den formodede kvasi-satellit ud til at have en mere stabil placering nær Jorden.
image
Banen af omkring Jorden. Det hvide bånd er Månens bane.

Beboelig zone

image Uddybende artikler: Beboelig zone, Galactic habitable zone og Eksobiologi

En planet, som opfylder betingelserne for at opretholde liv, kaldes beboelig, selvom livet ikke er opstået på den. Jorden opfylder disse nødvendige betingelser, som de ifølge vor nuværende forståelse skal være, herunder at der findes flydende vand, et miljø hvor komplekse organiske molekyler kan samles samt tilstrækkelig energi til at opretholde stofskifte. Jordens afstand fra Solen, dens omløbsbanes excentricitet, rotationshastighed, aksehældning, geologiske historie, beskyttende atmosfære og magnetfelt er alle faktorer, som bidrager til de betingelser, som har tilladt liv at opstå og opretholdes på planeten.

Biosfære

image Uddybende artikler: Biosfære og biodiversitet

Planetens livsformer siges ofte at danne en "biosfære", som i almindelighed menes at være begyndt at udvikles for omkring 3,5 milliarder år siden. Jorden er det eneste sted i universet, hvor liv vides at eksistere. Nogle videnskabsmænd støtter den hypotese, at Jord-lignende biosfærer kan være .

Biosfæren opdeles i et antal biomer, som rummer planter og dyr med en vis lighed (i bred forstand). På land er det fortrinsvis den geografiske bredde og højden over havniveau, som adskiller biomerne. De biomer, som ligger inden for det arktiske og antarktiske område eller i stor højde, har forholdsvis sparsomt plante- og dyreliv, mens omvendt den største findes i ækvatorområdet.

Naturressourcer og arealanvendelse

image Uddybende artikler: Naturlig ressource og økosystem

Jorden indeholder ressourcer, som kan udnyttes af mennesket til nyttige formål. Nogle af disse er ikke-vedvarende ressourcer, som f.eks. mineralske brændstoffer, som tager flere tusinde år for at gendannes.

Store ophobninger af fossilt brændstof findes i Jordens skorpe, omfattende kul, olie, naturgas og metanhydrat. Disse lagre benyttes af menneskeheden til både energiproduktion og som råstof til kemisk produktion. Mineralske malmforekomster findes i jordskorpen og er dannet ved , som hænger sammen med erosion og pladetektonik. Disse forekomster udgør koncentrerede udvindingssteder for mange metaller og andre nyttige kemiske forbindelser.

Også Jordens biosfære frembringer produkter, som er af afgørende betydning for menneskeheden, herunder mad, træ, lægemidler, ilt og mange flere, ligesom den omfatter processer, der omdanner og recirkulerer organiske affaldsstoffer. Økosystemet på landjorden er afhængigt af muldjord og ferskvand, mens det oceaniske økosystem afhænger af opløste næringsstoffer, som er udvasket fra landjorden. Mennesker lever på landjorden, hvor de benytter byggematerialer til at skaffe sig husly ved at bygge huse. I 2005 opgjorde FAO arealudnyttelsen af landjorden som følger:

Arealanvendelse Areal i 1000 Ha
(= 10 km²) 		Procentandel
Dyrkbart areal: 1.421.169,10 10,92 %
Permanente afgrøder: 140.511,70 1,08 %
Permanente græsarealer: 3.405.897,80 26,17 %
Skove: 3.952.025,70 30,37 %
Andet: 4.092.972,40 31,45 %
Totalt landareal: 13.013.475,40 100 %

I 1993 ansloges det, at 2.481.250 km² blev kunstvandet.

Natur- og miljøtrusler

Store områder er udsat for ekstremt vejr som tropiske orkaner (inklusiv cykloner eller tyfoner), som kan dominere livsbetingelserne disse steder. Desuden er mange områder udsat for jordskælv, laviner, tsunamier, vulkanudbrud, tornadoer, , snestorme, oversvømmelser, tørkeperioder og andre former for naturfænomener og katastrofer.

Mange lokale områder er udsat for menneskeskabt forurening af luft og vand, syreregn og giftige forbindelser, tab af vegetation (, , ørkendannelse), nedgang i antal vildtlevende dyr, udryddelse af arter, udpining af dyrket jord, erosion og indtrængen af invaderende arter.

Ifølge videnskabelig konsensus er menneskelig aktivitet forbundet med global opvarmning på grund af den deraf følgende udledning af kuldioxid. Det forudsiges, at dette vil medføre ændringer som afsmeltning af gletsjere og iskapper, mere ekstreme temperatursvingninger, betydelige ændringer i vejret og forhøjet vandstand i havene.

Kulturgeografi

image Uddybende artikel: Kulturgeografi

image

Antarktis
Oceanien
Afrika
Asien
Europa
Nordamerika
Sydamerika
Stillehavet
Stillehavet
Atlanterhavet
Indiske Ocean
Sydhavet
Ishavet
Mellemøsten
Caribien
Centralasien
Østasien
Nordasien
Sydasien
Sydøstasien
Sydvestasien
Australasien
Melanesien
Mikronesien
Polynesien
Mellemamerika
Latinamerika
Centralafrika
Østafrika
Nordafrika
Sydafrika
Vestafrika
Centraleuropa
Østeuropa
Nordeuropa
Sydeuropa
Vesteuropa
image
Jorden ved nat, et sammensat billede af data om belysning på Jorden fra /OLS lagt ind på et simuleret kort af verden om natten. Billedet er ikke et fotografi, og mange detaljer er lysere, end de ville være ved direkte betragtning.

Kartografi, studiet af og tegningen af landkort og den tilhørende geografi, har historisk set været de discipliner, som handler om at afbilde Jorden. Landmåling, der fastlægger steder og afstande, og i mindre grad navigation, der fastlægger positioner og retninger, er udviklet sideløbende med kartografi og geografi og har sørget for indsamling og kvantificering af nyttige informationer.

Jordens befolkning udgør ca. 6.740.000.000 mennesker i november 2008. Fremskrivninger viser, at verdens befolkning vil udgøre syv milliarder i 2013 og 9,2 milliarder i 2050. Størstedelen af væksten ventes at finde sted i Ulande. Befolkningstætheden varierer meget fra sted til sted i verden, men de fleste mennesker lever i Asien. I 2020 ventes 60 % af verdens befolkning at leve i byer frem for i landdistrikter.

Det anslås, at omkring en ottendedel af Jordens overflade er egnet til beboelse – tre fjerdedele er dækket af oceaner, og halvdelen af landarealet er enten ørken (14 %), høje bjerge (27 %), eller andet uhensigtsmæssigt terræn. Den nordligste beboelse i verden er på Ellesmere Island i Nunavut, Canada (82° 28′ N). Den sydligste er i Antarktis, beliggende næsten på Sydpolen (90° S).

Uafhængige og selvstændige nationer gør krav på hele planetens landjord med undtagelse af dele af Antarktis. I 2007 er der 201 selvstændige stater, hvoraf 192 er medlem af de Forenede Nationer. Yderligere findes der 59 bilande og et antal , omstridte territorier og andre enheder. Historisk set har der aldrig været en suveræn regering, som har hersket over hele globen, omend et antal stater har forsøgt at opnå uden at lykkes med det.

FN er en verdensomspændende international organisation, som blev oprettet med det mål at mægle i uoverensstemmelser mellem nationer og derved undgå væbnede konflikter. Det er dog ikke en verdensregering, og selvom organisationen er en mekanisme til udøvelse af international ret, herunder også væbnet indgriben, når medlemslandene er enige om det, tjener den fortrinsvis som forum for internationalt diplomati.

I 2004 havde i alt omkring 400 mennesker været uden for Jordens atmosfære, og af disse havde tolv gået på Månen under Apollo-programmet. Normalt er besætningen på Den Internationale Rumstation (ISS) de eneste mennesker i rummet, og mandskabet her udskiftes sædvanligvis hver sjette måned.

Kulturelle og religiøse synspunkter om Jorden

image Uddybende artikel:
image
Det første fotografi, som er taget af en "jordopgang". Fra Apollo 8.
image
🜨

Det astronomiske symbol for Jorden er et kors inde i en cirkel.

Jorden er ofte blevet personificeret som en guddom og oftest som en gudinde. I mange kulturer fremstilles Moder Jord (latin: Terra Mater) også som en frugtbarhedsgudinde. Skabelsesmyter i mange religioner beretter om, at Jorden er skabt af en eller flere guder. En række religiøse grupper, ofte forbundet med fundamentalistiske grene af protestantismen eller islam, hævder, at udlægningen af disse skabelsesberetninger fra deres respektive skal tages for pålydende og burde tages i betragtning eller ligefrem erstatte den konventionelle videnskabelige fremstilling af Jordens opståen og livets udvikling. Både fra det videnskabelige samfund og fra andre religiøse grupper møder sådanne ønsker modstand. Et prominent eksempel herpå er kontroversen om kreationisme versus evolution.

I fortiden har der været forskellige opfattelser af Jordens form og især en tro på, at Jorden er flad, men denne opfattelse blev forladt til fordel for den sfæriske Jord efter forbedrede observationer og . Menneskehedens perspektiv på Jorden har ændret sig som følge af rumalderens mulighed for at betragte den udefra, og det er blevet almindeligt at se biosfæren fra et globalt synspunkt, hvilket afspejles i en voksende miljøbevægelse, som er optaget af mange aspekter af menneskets virkning på planeten.

Jordens inddelinger

Eksempler på mulige verdensinddelinger:

  • Land, søer, hav - og vådområder (fx kyster, marsk, sumpe)
  • Verdens lande
  • Den gamle verden og Den nye verden
  • Den vestlige civilisation og Orienten
  • Köppens klimaklassifikation
  • World Reference Base for Soil Resources
  • Verdenshave

Henvisninger

Noter

  1. Bemærk, at Terra ifølge en konvention fra IAU bør benyttes som benævnelse for store landmasser og ikke for planeten Jorden. Cf. Blue, Jennifer (2007-07-05). "Descriptor Terms (Feature Types)". Gazetteer of Planetary Nomenclature. USGS. Hentet 2007-07-05.
  2. Andre planeter i solsystemet er enten for varme eller for kolde til, at flydende vand kan forekomme. Det er imidlertid blevet bekræftet, at det har været til stede på overfladen af Mars, og at det muligvis stadig er til stede. Se: Msnbc (2007-03-02). "Rover reveals Mars was once wet enough for life (Rover afslører, at Mars engang var våd nok til liv)". NASA. Hentet 2007-08-28.Staff (2005-11-07). "Simulations Show Liquid Water Could Exist on Mars (Simulationer viser, at flydende vand kunne eksistere på Mars)". University of Arkansas. Arkiveret fra originalen 7. august 2007. Hentet 2007-08-08.
  3. Status i 2007 er, at vanddamp er opdaget i atmosfæren på en planet uden for solsystemet, og det er på en gaskæmpe. Se: Tinetti, G.; et al. (juli 2007). "Water vapour in the atmosphere of a transiting extrasolar planet". Nature. 448: 169-171. doi:10.1038/nature06002. ISSN 0028-0836. {{cite journal}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)
  4. Antallet af dage i soltid er en mindre end antallet af sideriske dage, fordi Jordens omløb om Solen betyder, at planeten drejer en ekstra gang om sin akse.
  5. Varierer lokalt mellem 5 og 200 km.
  6. Varierer lokalt mellem 5 og 70 km.
  7. Dette er en måling foretaget af skibet i marts 1995 og menes at være den nøjagtigste indtil nu.
  8. Oceanernes samlede rumfang er 1,4×109 km³. Jordens samlede overfladeareal er 5,1×108 km². Så den gennemsnitlige dybde vil være kvotienten mellem disse to tal, eller 2,7 km.
  9. Aoki, som er den egentlige kilde til disse tal, benytter udtrykket "UT1-sekunder" i stedet for "sekunder af gennemsnitlig soltid".—Aoki, S.; Kinoshita, H.; Guinot, B.; Kaplan, G. H.; McCarthy, D. D.; Seidelmann, P. K. (1982). "The new definition of universal time (Den nye definition af universel tid)". Astronomy and Astrophysics. 105 (2): 359-361. Hentet 2008-09-23.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  10. Jordens Hill-radius er
    RH=a(m3M)13{\displaystyle {\begin{smallmatrix}R_{H}=a\left({\frac {m}{3M}}\right)^{\frac {1}{3}}\end{smallmatrix}}}image,
    hvor m er Jordens masse, a er en astronomisk enhed (AU) og M er Solens masse. Derved bliver radius udtrykt i AU omkring: (13⋅332,946)13=0.01{\displaystyle {\begin{smallmatrix}\left({\frac {1}{3\cdot 332,946}}\right)^{\frac {1}{3}}=0.01\end{smallmatrix}}}image.
  11. Aphelium udgør 103,4 % af afstanden til perihelium. Ifølge den omvendte kvadratsrodslov, er strålingen i perihelium derfor omkring 106,9 % af dens energi i aphelium.

Referencer

  1. World: Lowest Temperature Arkiveret 16. juni 2010 hos Wayback Machine (engelsk) Hentet d. 23. september 2013
  2. World: Highest Temperature Arkiveret 4. januar 2013 hos Wayback Machine (engelsk) Hentet d. 17. september 2010
  3. May, Robert M. (1988). "How many species are there on earth? (hvor mange arter er der på Jorden?)". Science. 241 (4872): 1441-1449. doi:10.1126/science.241.4872.1441. PMID 17790039. Hentet 2007-08-14.
  4. Dalrymple, G.B. (1991). The Age of the Earth (Jordens Alder). California: Stanford University Press. ISBN 0-8047-1569-6.
  5. Newman, William L. (2007-07-09). "Age of the Earth (Jordens Alder)". Publications Services, USGS. Hentet 2007-09-20.
  6. Dalrymple, G. Brent (2001). "The age of the Earth in the twentieth century: a problem (mostly) solved (Jordens alder i det 20. århundrede: Et problem, som (stort set) er løst)". Geological Society, London, Special Publications. 190: 205-221. doi:10.1144/GSL.SP.2001.190.01.14. Hentet 2007-09-20.
  7. Stassen, Chris (2005-09-10). "The Age of the Earth (Jordens Alder)". The TalkOrigins Archive. Hentet 2007-09-20.
  8. Harrison, Roy M.; Hester, Ronald E. (2002). Causes and Environmental Implications of Increased UV-B Radiation (Årsager til forøget UV-B-stråling og dens følger). Royal Society of Chemistry. ISBN 0854042652.
  9. Carrington, Damian (2000-02-21). "Date set for desert Earth (Dato fastsat for en øde Jord)". BBC News. Hentet 2007-03-31.
  10. Yoder, Charles F. (1995:8).
  11. Morbidelli, A.; Chambers, J.; Lunine, J. I.; Petit, J. M.; Robert, F.; Valsecchi, G. B.; Cyr, K. E. (2000). "Source regions and time scales for the delivery of water to Earth (Oprindelsessteder og tidsskalaer for tilførslen af vand til Jorden)". Meteoritics & Planetary Science. 35 (6): 1309-1320. Hentet 2007-03-06.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  12. Yin, Qingzhu; Jacobsen, S. B.; Yamashita, K.; Blichert-Toft, J.; Télouk, P.; Albarède, F. (2002). "A short timescale for terrestrial planet formation from Hf-W chronometry of meteorites (En kort tidsskala for dannelse af jordplaneter ud fra Hf-W kronometri af meteoritter)". Nature. 418 (6901): 949-952. doi:10.1038/nature00995.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  13. R. Canup and E. Asphaug (2001). "Origin of the Moon in a giant impact near the end of the Earth's formation (Dannelse af Månen ved et gigantisk sammenstød ved slutning af Jordens dannelse)". Nature. 412: 708-712. doi:10.1038/35089010.
  14. Canup, R. M.; Asphaug, E. (2001). "An impact origin of the Earth-Moon system (Oprindelse af Jord-Måne-systemet ved sammenstød)". Abstract #U51A-02. American Geophysical Union. Hentet 2007-03-10.{{cite conference}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  15. Ward and Brownlee (2002)
  16. Rogers, John James William; Santosh, M. (2004). Continents and Supercontinents (Kontinenter og superkontinenter). Oxford University Press US. s. 48. ISBN 0195165896.
  17. Murphy, J. B.; Nance, R. D. (1965). "How do supercontinents assemble? (Hvordan samles superkontinenter?)". American Scientist. 92: 324-33. doi:10.1511/2004.4.324. Hentet 2007-03-05.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  18. Doolittle, W. Ford (februar 2000). "Uprooting the tree of life (Opgravning af roden til livets træ)". Scientific American. 282 (6): 90-95. doi:10.1038/nature03582.
  19. Berkner, L. V.; Marshall, L. C. (1965). "On the Origin and Rise of Oxygen Concentration in the Earth's Atmosphere (Om oprindelsen til og stigningen i iltkoncentrationen i Jordens atmosfære)". Journal of Atmospheric Sciences. 22 (3): 225-261. doi:10.1175/1520-0469(1965)022<0225:OTOARO>2.0.CO;2. Hentet 2007-03-05.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  20. Burton, Kathleen (2002-11-29). "Astrobiologists Find Evidence of Early Life on Land (Astrobiologer finder bevis for tidligt liv på landjorden)". NASA. Arkiveret fra originalen 11. oktober 2011. Hentet 2007-03-05.
  21. Ramløv, Hans (2007-07-05). "Da Jorden var en kæmpesnebold" (PDF). Aktuel naturvidenskab, 1/2000. Morgenavisen Jyllands-Posten. Arkiveret fra originalen (PDF) 19. juli 2011. Hentet 2008-12-07.
  22. Kirschvink, J. L. (1992). Schopf, J.W.; Klein, C. & Des Maris, D. (red.). Late Proterozoic low-latitude global glaciation: the Snowball Earth (Det globale isdække ved lave bredder i den sene proterozoikum: Den hvide jord). The Proterozoic Biosphere: A Multidisciplinary Study. Cambridge University Press. s. 51–52. ISBN 0521366151.
  23. Raup, D. M.; Sepkoski, J. J. (1982). "Mass Extinctions in the Marine Fossil Record (Masseuddøen i prøver af marine fossiler)". Science. 215 (4539): 1501-1503. doi:10.1126/science.215.4539.1501. Hentet 2007-03-05.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  24. Gould, Stephan J. (oktober 1994). "The Evolution of Life on Earth (Livets udvikling på Jorden)". Scientific American. Hentet 2007-03-05.
  25. Wilkinson, B. H.; McElroy, B. J. (2007). "The impact of humans on continental erosion and sedimentation (Menneskers indvirkning på erosion og aflejringer på kontinenterne)". Bulletin of the Geological Society of America. 119 (1-2): 140-156. doi:10.1130/B25899.1. Hentet 2007-04-22.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  26. Staff. "Paleoclimatology - The Study of Ancient Climates (Palæoklimatologi - Studiet af tidligere klimaer)". Page Paleontology Science Center. Hentet 2007-03-02.
  27. Sackmann, I.-J.; Boothroyd, A. I.; Kraemer, K. E. (1993). "Our Sun. III. Present and Future (Vor Sol. III. Nutid og fremtid)" (PDF). Astrophysical Journal. 418: 457-468. Bibcode:1993ApJ...418..457S. doi:10.1086/173407. Hentet 2008-07-08.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  28. Kasting, J.F. (1988). "Runaway and Moist Greenhouse Atmospheres and the Evolution of Earth and Venus (Løbske og fugtige drivhuseffekt-atmosfærer og udviklingen på Jorden og Venus)". Icarus. 74: 472-494. doi:10.1016/0019-1035(88)90116-9. Hentet 2007-03-31.
  29. Guillemot, H.; Greffoz, V. (marts 2002). "Ce que sera la fin du monde (Hvordan vil verdens ende være)". Science et Vie (fransk). N° 1014.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  30. Britt, Robert (2000-02-25). "Freeze, Fry or Dry: How Long Has the Earth Got? (Frys, bliv stegt eller tør ud: Hvor lang tid har Jorden?)". Arkiveret fra originalen 6. juli 2000. Hentet 6. januar 2009.
  31. Schröder, K.-P.; Smith, Robert Connon (2008). "Distant future of the Sun and Earth revisited (På besøg igen i Solens og Jordens fjerne fremtid)". Monthly Notices of the Royal Astronomical Society. 386: 155. doi:10.1111/j.1365-2966.2008.13022.x. arXiv:0801.4031.
    See also Palmer, Jason (2008-02-22). "Hope dims that Earth will survive Sun's death". NewScientist.com news service. Arkiveret fra originalen 17. marts 2008. Hentet 2008-03-24.
  32. Stern, David P. (2001-11-25). "Planetary Magnetism (Planetmagnetisme)". NASA. Arkiveret fra originalen 14. oktober 2014. Hentet 2007-04-01.
  33. Tackley, Paul J. (2000-06-16). "Mantle Convection and Plate Tectonics: Toward an Integrated Physical and Chemical Theory (Kappekonvektion og pladetektonik: På vej mod en integreret fysisk og kemisk teori)". Science. 288 (5473): 2002-2007. doi:10.1126/science.288.5473.2002. PMID 10856206.
  34. Milbert, D. G.; Smith, D. A. "Converting GPS Height into NAVD88 Elevation with the GEOID96 Geoid Height Model (Konvertering af GPS-højde til NVAD88-højde med GEOID96-geoidehøjdemodellen)". National Geodetic Survey, NOAA. Hentet 2007-03-07.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  35. Mohr, P.J.; Taylor, B.N. (oktober 2000). "Unit of length (meter) (Længdeenhed (meter))". NIST Reference on Constants, Units, and Uncertainty. NIST Physics Laboratory. Hentet 2007-04-23.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  36. Sandwell, D. T.; Smith, W. H. F. (2006-07-07). "Exploring the Ocean Basins with Satellite Altimeter Data (Udforskning af oceanbassiner med satellitdata fra højdemåler)". NOAA/NGDC. Hentet 2007-04-21.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  37. Staff (november 2001). "WPA Tournament Table & Equipment Specifications (WPAs specifikationer af turneringsborde og -udstyr)". World Pool-Billiards Association. Arkiveret fra originalen 2. februar 2007. Hentet 2007-03-10.
  38. Senne, Joseph H. (2000). "Did Edmund Hillary Climb the Wrong Mountain (Besteg Edmund Hillary det forkerte bjerg)". Professional Surveyor. 20 (5). Hentet 2007-02-04.
  39. Morgan, J. W.; Anders, E. (1980). "Chemical composition of Earth, Venus, and Mercury (Den kemiske sammensætning af Jorden, Venus og Merkur)". Proceedings of the National Academy of Science. 71 (12): 6973-6977. doi:10.1073/pnas.77.12.6973. PMID 16592930. Arkiveret fra originalen 18. juli 2013. Hentet 2007-02-04.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  40. Tanimoto, Toshiro (1995). Thomas J. Ahrens (red.). Crustal Structure of the Earth (Struktur af Jordens skorpe) (PDF). Washington, DC: American Geophysical Union. ISBN 0-87590-851-9. Arkiveret fra originalen (PDF) 16. oktober 2006. Hentet 2007-02-03.
  41. Kerr, Richard A. (2005-09-26). "Earth's Inner Core Is Running a Tad Faster Than the Rest of the Planet (Jordens indre kerne roterer en smule hurtigere end resten af planeten)". Science. 309 (5739): 1313. doi:10.1126/science.309.5739.1313a.
  42. Jordan, T. H. (1979). "Structural Geology of the Earth's Interior (Geologisk struktur af Jordens indre)". Proceedings National Academy of Science. 76 (9): 4192-4200. doi:10.1073/pnas.76.9.4192. PMID 16592703. Arkiveret fra originalen 29. maj 2020. Hentet 2007-03-24.
  43. Robertson, Eugene C. (2001-07-26). "The Interior of the Earth ((Jordens indre)". USGS. Hentet 2007-03-24.
  44. Sanders, Robert (2003-12-10). "Radioactive potassium may be major heat source in Earth's core (Radioaktivt kalium kan være en vigtig varmekilde i Jordens kerne)". UC Berkeley News. Hentet 2007-02-28.
  45. Alfè, D.; Gillan, M. J.; Vocadlo, L.; Brodholt, J; Price, G. D. (2002). "The ab initio simulation of the Earth's core (Ab initio-simulation af Jordens kerne)" (PDF). Philosophical Transaction of the Royal Society of London. 360 (1795): 1227-1244. Arkiveret fra originalen (PDF) 30. september 2009. Hentet 2007-02-28.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  46. Flott, Søren (2006-07-16). "Truslen fra Jordens indre". Morgenavisen Jyllands-Posten. Arkiveret fra originalen 14. april 2011. Hentet 2008-12-07.
  47. Richards, M. A.; Duncan, R. A.; Courtillot, V. E. (1989). "Flood Basalts and Hot-Spot Tracks: Plume Heads and Tails (Spor af Plateaubasalter og hotspots: Hoveder og haler af smelter)". Science. 246 (4926): 103-107. doi:10.1126/science.246.4926.103. PMID 17837768. Hentet 2007-04-21.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  48. Seligman, Courtney (2008). "The Structure of the Terrestrial Planets (Jordplaneternes struktur)". Online Astronomy eText Table of Contents. cseligman.com. Hentet 2008-02-28.
  49. Kious, W. J.; Tilling, R. I. (1999-05-05). "Understanding plate motions (Forståelse af pladebevægelser)". USGS. Hentet 2007-03-02.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  50. Brown, W. K.; Wohletz, K. H. (2005). "SFT and the Earth's Tectonic Plates (SFT og Jordens tektoniske plader)". Los Alamos National Laboratory. Arkiveret fra originalen 17. februar 2013. Hentet 2007-03-02.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  51. Meschede, M.; Udo Barckhausen, U. (2000-11-20). "Plate Tectonic Evolution of the Cocos-Nazca Spreading Center (Pladetektonisk udvikling af Cocos-Nazca opdelingscentret)". Proceedings of the Ocean Drilling Program. Texas A&M University. Hentet 2007-04-02.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  52. Staff. "GPS Time Series (GPS-tidsserier)". NASA JPL. Arkiveret fra originalen 22. august 2011. Hentet 2007-04-02.
  53. Pidwirny, Michael (2006). "Fundamentals of Physical Geography (Grundlæggende fysisk geografi)" (2 udgave). PhysicalGeography.net. Hentet 2007-03-19.
  54. Kring, David A. "Terrestrial Impact Cratering and Its Environmental Effects (Nedslagskratere på Jorden og deres virkning på landskabet)". Lunar and Planetary Laboratory. Arkiveret fra originalen 6. februar 2007. Hentet 2007-03-22.
  55. Duennebier, Fred (1999-08-12). "Pacific Plate Motion (Bevægelse af Stillehavspladen)". University of Hawaii. Arkiveret fra originalen 31. august 2011. Hentet 2007-03-14.
  56. Mueller, R.D.; Roest, W.R.; Royer, J.-Y.; Gahagan, L.M.; Sclater, J.G. (2007-03-07). "Age of the Ocean Floor Poster (Brochure om oceanbundens alder)". NOAA. Hentet 2007-03-14.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  57. Staff. "Layers of the Earth (Jordens lag)". Volcano World. Arkiveret fra originalen 24. februar 2007. Hentet 2007-03-11.
  58. Jessey, David. "Weathering and Sedimentary Rocks (Forvitring og sedimentære bjergarter)". Cal Poly Pomona. Arkiveret fra originalen 3. juli 2007. Hentet 2007-03-20.
  59. Staff. "Minerals (Mineraler)". Museum of Natural History, Oregon. Arkiveret fra originalen 13. juni 2009. Hentet 2007-03-20.
  60. Cox, Ronadh (2003). "Carbonate sediments". Williams College. Arkiveret fra originalen 5. april 2009. Hentet 2007-04-21.
  61. Staff (2008-07-24). "World". The World Factbook. Central Intelligence Agency. Arkiveret fra originalen 5. januar 2010. Hentet 2008-08-05.
  62. FAO Staff (2005). "FAOSTAT - Land Use Database". Food and Agriculture Organization of the United Nations. Arkiveret fra originalen 26. juni 2014. Hentet 6. januar 2009.
  63. Sverdrup, H. U.; Fleming, Richard H. (1942-01-01). The oceans, their physics, chemistry, and general biology (Oceanerne, deres fysik, kemi og generelle biologi). Scripps Institution of Oceanography Archives. Hentet 2008-06-13.
  64. "7,000 m Class Remotely Operated Vehicle KAIKO 7000". Japan Agency for Marine-Earth Science and Technology (JAMSTEC). Arkiveret fra originalen 10. april 2020. Hentet 2008-06-07.
  65. Igor A. Shiklomanov; et al. (1999). "World Water Resources and their use Beginning of the 21st century" Prepared in the Framework of IHP UNESCO (Verdens vandresourcer og der brug i begyndelsen af det 21. århundrede)". State Hydrological Institute, St. Petersburg. Arkiveret fra originalen 8. august 2006. Hentet 2006-08-10. {{cite web}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)
  66. Mullen, Leslie (2002-06-11). "Salt of the Early Earth (Salt fra den tidlige jord)". NASA Astrobiology Magazine. Hentet 2007-03-14.
  67. Morris, Ron M. "Oceanic Processes (Oceaniske processer)". NASA Astrobiology Magazine. Arkiveret fra originalen 15. april 2009. Hentet 2007-03-14.
  68. Scott, Michon (2006-04-24). "Earth's Big heat Bucket (Jordens store varmespand)". NASA Earth Observatory. Hentet 2007-03-14.
  69. Sample, Sharron (2005-06-21). "Sea Surface Temperature (Temperatur af havoverfladen)". NASA. Arkiveret fra originalen 3. april 2013. Hentet 2007-04-21.
  70. Williams, David R. (2004-09-01). "Earth Fact Sheet (Kendsgerninger om Jorden)". NASA. Hentet 2007-03-17.
  71. Geerts, B.; Linacre, E. (november 1997). "The height of the tropopause (Tropopausens højde)". Resources in Atmospheric Sciences. University of Wyoming. Arkiveret fra originalen 27. april 2020. Hentet 2006-08-10.
  72. Staff (2003-10-08). "Earth's Atmosphere (Jordens atmosfære)". NASA. Arkiveret fra originalen 27. april 2020. Hentet 2007-03-21.
  73. Moran, Joseph M. (2005). "Weather (Vejr)". World Book Online Reference Center. NASA/World Book, Inc. Arkiveret fra originalen 13. december 2010. Hentet 2007-03-17.
  74. Berger, Wolfgang H. (2002). "The Earth's Climate System (Jordens klimasystem)". University of California, San Diego. Hentet 2007-03-24.
  75. Rahmstorf, Stefan (2003). "The Thermohaline Ocean Circulation (Den termohaline cirkulation i oceanerne)". Potsdam Institute for Climate Impact Research. Hentet 2007-04-21.
  76. Various (1997-07-21). "The Hydrologic Cycle [Den hydrologiske cyklus)". University of Illinois. Arkiveret fra originalen 27. april 2020. Hentet 2007-03-24.
  77. Staff. "Climate Zones (Klimazoner)". UK Department for Environment, Food and Rural Affairs. Arkiveret fra originalen 8. august 2010. Hentet 2007-03-24.
  78. Staff (2004). "Stratosphere and Weather; Discovery of the Stratosphere (Stratosfære og vejr, opdagelse af stratosfæren)". Science Week. Hentet 2007-03-14.
  79. de Córdoba, S. Sanz Fernández (2004-06-21). "100 km. Altitude Boundary for Astronautics (100 km. Højdegrænse for astronautik)". Fédération Aéronautique Internationale. Hentet 2007-04-21.
  80. Liu, S. C.; Donahue, T. M. (1974). "The Aeronomy of Hydrogen in the Atmosphere of the Earth (Brints aeronomi i Jordens atmosfære)". Journal of Atmospheric Sciences. 31 (4): 1118-1136. doi:10.1175/1520-0469(1974)031<1118:TAOHIT>2.0.CO;2. Hentet 2007-03-02.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  81. David C. Catling, Kevin J. Zahnle, Christopher P. McKay. "Biogenic Methane, Hydrogen Escape, and the Irreversible Oxidation of Early Earth (Biogenisk metan, undvigelse af brint og den irreversible iltning af den tidlige Jord)". Science. 293 (5531): 839-843.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  82. Abedon, Stephen T. (1997-03-31). "History of Earth (Jordens historie)". Ohio State University. Arkiveret fra originalen 10. marts 2013. Hentet 2007-03-19.
  83. Hunten, D. M.; Donahue, T. M. (1976). "Hydrogen loss from the terrestrial planets (Brinttab fra jordplaneterne)". Annual review of earth and planetary sciences. 4: 265-292. Hentet 2008-11-07.
  84. Fitzpatrick, Richard (2006-02-16). "MHD dynamo theory (MHD Dynamoteori)". NASA WMAP. Hentet 2007-02-27.
  85. Campbell, Wallace Hall (2003). Introduction to Geomagnetic Fields (Introduktion til geomagnetiske felter). New York: Cambridge University Press. s. 57. ISBN 0521822068.
  86. Stern, David P. (2005-07-08). "Exploration of the Earth's Magnetosphere (Udforskning af Jordens magnetosfære)". NASA. Arkiveret fra originalen 28. april 2013. Hentet 2007-03-21.
  87. "Leap seconds (Skudsekunder)". Time Service Department, USNO. Arkiveret fra originalen 11. juni 2012. Hentet 2008-09-23.
  88. Staff (2007-08-07). "Useful Constants (Nyttige konstanter)". International Earth Rotation and Reference Systems Service (IERS). Hentet 2008-09-23.
  89. Seidelmann, P. Kenneth (1992). Explanatory Supplement to the Astronomical Almanac (Forklarende tillæg til den astronomiske almanak). Mill Valley, CA: University Science Books. s. 48. ISBN 0-935702-68-7.
  90. Staff. "IERS Excess of the duration of the day to 86400s … since 1623 (ERS-overskud i døgnets længde siden 1623)". International Earth Rotation and Reference Systems Service (IERS). Arkiveret fra originalen 3. oktober 2008. Hentet 2008-09-23.—graf i slutningen.
  91. Staff. "IERS Variations in the duration of the day 1962–2005 (ERS-variationer i døgnets længde 1962–2005)". International Earth Rotation and Reference Systems Service (IERS). Arkiveret fra originalen den 13. august 2007. Hentet 2008-09-23.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
  92. Zeilik, M.; Gregory, S. A. (1998). Introductory Astronomy & Astrophysics (Grundlæggende astronomi & astrofysik) (4 udgave). Saunders College Publishing. s. 56. ISBN 0030062284.
  93. Williams, David R. (2006-02-10). "Planetary Fact Sheets (Planetdata)". NASA. Hentet 2008-09-28. Se de tilsyneladende diametre i artiklerne om Solen og Månen.
  94. Williams, David R. (2004-09-01). "Moon Fact Sheet (Kendsgerninger om Månen)". NASA. Hentet 2007-03-21.
  95. Vázquez, M.; Montañés Rodríguez, P.; Palle, E. (2006). "The Earth as an Object of Astrophysical Interest in the Search for Extrasolar Planets (Jorden som en genstand af astrofysisk interesse for søgning af planeter uden for Solsystemet)" (PDF). Instituto de Astrofísica de Canarias. Hentet 2007-03-21.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  96. Astrophysicist team (2005-12-01). "Earth's location in the Milky Way (Jordens placering i Mælkevejen)". NASA. Hentet 2008-06-11.
  97. Bromberg, Irv (2008-05-01). "The Lengths of the Seasons (on Earth) (Årstidernes længde (på Jorden))". University of Toronto. Hentet 2008-11-08.
  98. Danmarks Meteorologiske Institut (20. februar 2008). "Solen, Månen og Jorden". Arkiveret fra originalen 26. juli 2014. Hentet 24. juli 2014.
  99. "Kursusside fra København universitet (html-udgave af powerpoint-præsentation)". Arkiveret fra originalen 3. maj 2005. Hentet 3. maj 2005.
  100. Fisher, Rick (1996-02-05). "Earth Rotation and Equatorial Coordinates (Jordens rotation og ækvatoriale koordinater)". National Radio Astronomy Observatory. Arkiveret fra originalen 22. august 2011. Hentet 2007-03-21.
  101. Williams, Jack (2005-12-20). "Earth's tilt creates seasons (Jordens hældning frembringer årstider)". USAToday. Hentet 2007-03-17.
  102. Espenak, F.; Meeus, J. (2007-02-07). "Secular acceleration of the Moon (Månens acceleration over århundreder)". NASA. Arkiveret fra originalen 5. december 2012. Hentet 2007-04-20.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  103. Poropudas, Hannu K. J. (1991-12-16). "Using Coral as a Clock (Brug af koral som ur)". Skeptic Tank. Hentet 2007-04-20.
  104. Laskar, J.; Robutel, P.; Joutel, F.; Gastineau, M.; Correia, A.C.M.; Levrard, B. (2004). "A long-term numerical solution for the insolation quantities of the Earth (En numerisk løsning for mængde af solstråling på Jorden på lang sigt)". Astronomy and Astrophysics. 428: 261-285. doi:10.1051/0004-6361:20041335. Hentet 2007-03-31.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  105. Murray, N.; Holman, M. (2001). "The role of chaotic resonances in the solar system (Kaotiske resonansers rolle i solsystemet)". Nature. 410 (6830): 773-779. doi:10.1038/35071000. Hentet 2008-08-05.
  106. Williams, D.M.; J.F. Kasting (1996). "Habitable planets with high obliquities (Beboelige planeter med stor aksehældning)". Lunar and Planetary Science. 27: 1437-1438. Hentet 2007-03-31.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  107. R. Canup and E. Asphaug (2001). "Origin of the Moon in a giant impact near the end of the Earth's formation (Månens opståen i et gigantsammenstød nær slutningen af Jordens dannelse)". Nature. 412: 708-712. doi:10.1038/35089010.
  108. Whitehouse, David (2002-10-21). "Earth's little brother found (Jordens lillebror fundet)". BBC News. Hentet 2007-03-31.
  109. Staff (september 2003). "Astrobiology Roadmap (Astrobiologisk kortlægning)". NASA, Lockheed Martin. Arkiveret fra originalen 11. marts 2012. Hentet 2007-03-10.
  110. Dole, Stephen H. (1970). Habitable Planets for Man (Planeter, der er beboelige for menneskeheden) (2 udgave). American Elsevier Publishing Co. ISBN 0-444-00092-5. Hentet 2007-03-11.
  111. Ward, P. D.; Brownlee, D. (2000-01-14). Rare Earth: Why Complex Life is Uncommon in the Universe (Hvorfor komplekst liv ikke er almindeligt i universet) (1 udgave). New York: Springer-Verlag. ISBN 0387987010.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  112. Hillebrand, Helmut (2004). "On the Generality of the Latitudinal Gradient (Om den almene gyldighed af breddegradienten)". American Naturalist. 163 (2): 192-211. doi:10.1086/381004.
  113. Staff (2006-11-24). "Mineral Genesis: How do minerals form? (Hvordan dannes mineraler?)". Non-vertebrate Paleontology Laboratory, Texas Memorial Museum. Hentet 2007-04-01.
  114. Rona, Peter A. (2003). "Resources of the Sea Floor (Havbundens ressoucer)". Science. 299 (5607): 673-674. doi:10.1126/science.1080679. Hentet 2007-02-04.
  115. "Statistik fra [[FAO]]". Arkiveret fra originalen 26. juni 2014. Hentet 6. januar 2009.
  116. Staff (2007-02-02). "Evidence is now 'unequivocal' that humans are causing global warming – UN report (Der er nu "enighed" om bevis for, at menneskene forårsager global opvarmning - FN-rapport)". United Nations. Hentet 2007-03-07.
  117. United States Census Bureau (2008-01-07). "World POP Clock Projection (Verdens befolkningsur - fremskrivning)". United States Census Bureau International Database. Hentet 2008-01-07.
  118. Staff. "World Population Prospects: The 2006 Revision (Udsigter for verdens folketal: Revision fra 2006)". United Nations. Hentet 2007-03-07.
  119. Staff (2007). "Human Population: Fundamentals of Growth: Growth (Befolkning: Grundlæggende vækst: Vækst)". Population Reference Bureau. Arkiveret fra originalen 10. februar 2013. Hentet 2007-03-31.
  120. Peel, M. C.; Finlayson, B. L.; McMahon, T. A. (2007). "Updated world map of the Köppen-Geiger climate classification (Opdateret verdenskort med Köppen-Geiger-klimaklassifikation)". Hydrology and Earth System Sciences Discussions. 4: 439-473. Hentet 2007-03-31.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  121. Staff. "Themes & Issues (Temaer og emner)". Secretariat of the Convention on Biological Diversity. Arkiveret fra originalen 7. april 2007. Hentet 2007-03-29.
  122. Staff (2006-08-15). "Canadian Forces Station (CFS) Alert (Canadiske militærstation (CFS) Alert)". Information Management Group. Arkiveret fra originalen 9. juni 2007. Hentet 2007-03-31.
  123. Staff. "International Law (International ret)". United Nations. Hentet 2007-03-27.
  124. Liungman, Carl G. (2004). "Group 29: Multi-axes symmetric, both soft and straight-lined, closed signs with crossing lines". Symbols -- Encyclopedia of Western Signs and Ideograms (Symboler - Encyklopædi over vestlige tegn og ideogrammer). New York: Ionfox AB. s. 281-282. ISBN 91-972705-0-4.
  125. Dutch, S.I. (2002). "Religion as belief versus religion as fact (Religion som tro versus religion som kendsgerning)" (PDF). Journal of Geoscience Education. 50 (2): 137-144. Hentet 2008-04-28.
  126. Taner Edis (2003). A World Designed by God: Science and Creationism in Contemporary Islam (En verden designet af Gud: Videnskab og kreationisme i moderne islam) (PDF). Amherst: Prometheus. ISBN 1-59102-064-6. Arkiveret fra originalen (PDF) 27. maj 2008. Hentet 2008-04-28.
  127. Ross, M.R. (2005). "Who Believes What? Clearing up Confusion over Intelligent Design and Young-Earth Creationism (Hvem tror hvad? Klarlæggelse af forvirringen om intelligent design og ung-jord-kreationisme)" (PDF). Journal of Geoscience Education. 53 (3): 319. Hentet 2008-04-28.
  128. Pennock, R. T. (2003). "Creationism and intelligent design (Kreationisme og intelligent design)". Annu Rev Genomics Hum Genet. 4: 143-63. doi:10.1146/annurev.genom.4.070802.110400. PMID 14527300.
  129. Science, Evolution, and Creationism National Academy Press, Washington, DC 2005
  130. Colburn, A.; Henriques, L. (2006). "Clergy views on evolution, creationism, science, and religion". Journal of Research in Science Teaching. 43 (4): 419-442. doi:10.1002/tea.20109.
  131. Frye, Roland Mushat (1983). Is God a Creationist? The Religious Case Against Creation-Science (Er Gud kreationist? Det religiøse synspunkt imod kreationismevidenskab). Scribner's. ISBN 0-68417-993-8.
  132. Russell, Jeffrey B. "The Myth of the Flat Earth (Myten om den flade Jord)". American Scientific Affiliation. Hentet 2007-03-14.; men se også
  133. Fladjordsselskabet Flat Earth Society blev grundlagt af den excentriske englænder Samuel Birley Rowbotham (1816-1884) og senere genoplivet af englænderen Samuel Shenton i 1956
  134. Jacobs, James Q. (1998-02-01). "Archaeogeodesy, a Key to Prehistory (Arkæogeodesi, en nøgle til forhistorien)". Hentet 2007-04-21.
  135. Fuller, R. Buckminster (1963). Betjeningsvejledning for rumskib Jorden (1 udgave). New York: E.P. Dutton & Co. ISBN 0-525-47433-1. Arkiveret fra originalen 23. april 2012. Hentet 2007-04-21.
  136. Lovelock, James E. (1979). Gaia: A New Look at Life on Earth (Gaia: Et nyt syn på livet på Jorden) (1 udgave). Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-286030-5.
  137. For eksempel: McMichael, Anthony J. (1993). Planetary Overload: Global Environmental Change and the Health of the Human Species (Planetarisk overbelastning: Global miljøændring og menneskenes sundhed). Cambridge University Press. ISBN 0521457599.

Bibliografi

  • Kirk Munsell, red. (2006-10-19). "Solar System Exploration: Earth (Udforskning af Solsystemet:Jorden)". NASA. Arkiveret fra originalen 13. februar 2007. Hentet 2007-03-17.
  • Williams, David R. (2004-09-01). "Earth Fact Sheet (Fakta om Jorden)". NASA. Hentet 2007-03-17.
  • Yoder, Charles F. (1995). T. J. Ahrens (red.). Global Earth Physics: A Handbook of Physical Constants (Fysik for hele Jorden: En håndbog over fysiske konstanter). Washington: American Geophysical Union. ISBN 0875908519. Arkiveret fra originalen 21. april 2009. Hentet 2007-03-17.

Eksterne henvisninger

imageSøsterprojekter med yderligere information:
  • image Billeder og medier fra Wikimedia Commons
  • image Opslag i Wikiordbogen
  • Geocenter.dk: Artikler om Jorden Arkiveret 19. juli 2011 hos Wayback Machine
  • USGS' Geomagnetismeprogram
  • NASA Jordobservatoriet
  • Jordens profil. Fra NASAs Solsystemudforskning
  • Klimaændringer bevirker ændring af Jordens form – NASA Arkiveret 22. januar 2009 hos Wayback Machine
Lyt til denne artikel (info/dl)
noicon

Note: denne fil fylder ca. 57,61 megabytes

image
Spoken Wikipedia
Denne lydfil blev lavet ud fra versionen fra 8. december 2009, og afspejler ikke ændringer på artiklen foretaget siden da. (Hjælp til lyd)
Flere indtalte artikler
image


Forfatter: www.NiNa.Az

Udgivelsesdato: 31 Maj, 2025 / 22:05

wikipedia, dansk, wiki, bog, bøger, bibliotek, artikel, læs, download, gratis, gratis download, mp3, video, mp4, 3gp, jpg, jpeg, gif, png, billede, musik, sang, film, bog, spil, spil, mobile, Phone, Android, iOS, Apple, mobiltelefon, Samsung, iPhone, Xiomi, Xiaomi, Redmi, Honor, Oppo, Nokia, sonya, mi, PC, web, computer

Jorden er den tredje planet i solsystemet regnet fra Solen og har den storste diameter masse og taethed af jordplaneterne Jorden benaevnes ogsa Verden Jordkloden kloden og Tellus efter en romersk gudinde eller Terra efter dens latinske betegnelse Jorden fotografi af Jorden taget af Apollo 17Kredslob om SolenAfstand til Solen massecenter Min 147 098 073 kmMaks 152 097 701 kmHalve storakse149 597 887 kmHalve lilleakse149 576 999 kmExcentricitet0 01671022Siderisk omlobstid1a 0t 10m 1 344sSynodisk omlobstid OmlobshastighedGnsn 107 219 km tMin 105 448 km tMaks 109 033 km tBanehaeldning7 25 ifht Solens aekv Periapsis argument w114 20783 Opstigende knudes laengde W348 739036 Omgivelser1 mane ManenFysiske egenskaberDiameterAEkvator 12 756 270 km Polerne 12 713 500 km Gennemsnit 12 745 591 kmFladtrykthed0 003352861Omkreds40 075 16 ved aekvator kmOverfladeareal510 mio km Rumfang1 08 1012 km Masse 5 97223 0 00008 1024 kgMassefylde5 515 103 kg m Tyngdeacc v ovfl 9 8 m s Undvigelses hastighed v aekv 40 270 km tRotationstid23 t 56 m 4 091 sAksehaeldning23 439 281 ifht ekliptikaNordpolens rektascensionN ANordpolens deklination90 Magnetfelt30 60 mTAlbedo36 7 Temperatur v ovfl Gnsn 14 C Min 89 2 C Maks 56 7 CAtmosfaereAtmosfaeretryk1013 25 hPaAtmosfaerens sammensaetningKvaelstof 77 Ilt 21 Argon 1 Kuldioxid 0 038 Vand omkring 1 variabel med klimaet Jorden er hjemsted for millioner af arter herunder mennesket Planeten blev dannet for 4 54 milliarder ar siden og livet fremkom pa dens overflade inden for den forste milliard ar Siden da har Jordens biosfaere i betydelig grad aendret atmosfaeren og andre abiotiske betingelser pa planeten sa aerobiske organismer har kunnet udbrede sig Derved er et ozonlag blevet dannet som sammen med Jordens magnetfelt blokerer for skadelig straling og tillader liv pa landjorden Jordens fysiske egenskaber dens geologiske udvikling og dens kredslobsbane har saledes gjort liv muligt i denne lange periode og betingelser herfor forventes at vedblive i endnu 500 millioner til 1 milliard ar hvorefter biosfaeren gar til grunde som folge af Solens ogede straling og livet pa Jorden ophorer Lithosfaeren Jordens skorpe og den ovre kappe er opdelt i adskillige stive segmenter som kaldes tektoniske plader der bevaeger sig over Jordens overflade i lobet af mange millioner ar Omkring 71 af overfladen er daekket af oceaner af saltvand mens resten er kontinenter og oer Flydende vand er nodvendigt for at opretholde alle kendte former for liv og det er ikke fundet pa overfladen af nogen anden planet Jordens indre er stadig aktiv og bestar af en tyk og forholdsvis fast kappe en flydende ydre kerne som skaber et magnetfelt og en fast indre kerne af jern Jorden vekselvirker med andre kloder i det ydre rum herunder Solen og Manen I nutiden foretager Jorden et kredslob om Solen for hver omkring 366 26 gange den roterer om sin egen akse Denne tidsperiode er et som svarer til 365 256 dage i soltid Jordens rotationsakse haelder 23 4 i forhold til det plan som er vinkelret pa dens hvilket bevirker arstidsvariationer pa planetens overflade med en periode pa et 365 24 dage i soltid Jordens eneste naturlige mane Manen som begyndte at kredse om den for omkring 4 53 milliarder ar siden fremkalder tidevand i oceanerne stabiliserer aksehaeldningen og nedsaetter langsomt planetens rotation Et bombardement af kometer i Jordens tidlige historie spillede en rolle for oceanernes dannelse Senere forarsagede nedslag af asteroider betydelige aendringer af omgivelser og betingelser pa Jordens overflade Planetens mineraler udgor sammen med produkter fra biosfaeren ressourcer som tillader opretholdelse af en global population af mennesker Befolkningerne har grupperet sig i omkring 200 uafhaengige og selvstaendige stater som vekselvirker med hinanden gennem diplomati rejser handel og militaere aktioner De menneskelige kulturer har og har haft mange forskellige syn pa planeten herunder at den personificerer en guddom at Jorden er flad samt i moderne tid et perspektiv pa kloden som et globalt sammenhaengende miljo der kraever indgriben og pasning Mennesker forlod for forste gang planeten i 1961 da Jurij Gagarin naede det ydre rum TidsforlobHovedartikel Solsystemets dannelse og udvikling Uddybende artikler Jordens historie og Jordens geologiske historie Videnskaben har kunnet rekonstruere forlobet af Jordens fortid ret detaljeret For omkring 4 54 milliarder ar siden med en usikkerhed pa 1 blev Jorden og de ovrige planeter i solsystemet dannet fra en af stov og gas som var tilbage efter Solens dannelse Materialet samledes til Jorden ved sammenkitning i en proces som var afsluttet inden for kun 10 20 millioner ar Fra smeltet tilstand afkoledes planeten Jordens ydre lag og dannede en fast skorpe da vand begyndte at samles i atmosfaeren Manen blev dannet kort tid efter hvilket efter den fremherskende teori skete som resultat af et gigantsammenstod med en klode kaldet Theia pa storrelse med Mars dvs med en masse pa omkring 10 af Jordens Meget af denne klodes masse integreredes i Jorden men sammenstodet slyngede tilstraekkeligt materiale ud i kredslob om den til at Manen kunne dannes af det Udstrommende gas og vulkansk aktivitet dannede en ur atmosfaere Oceanerne blev dannet ved kondensering af vanddamp yderligere fremmet af is og flydende vand som kom med asteroider og storre protoplaneter kometer og trans neptunske objekter der udsatte Jorden for et veritabelt bombardement I begyndelsen fandtes naesten intet tort land men den samlede landoverflade over havniveau er til stadighed steget Som eksempel er arealet af kontinenterne fordoblet i lobet af de sidste to milliarder ar Mens overfladen omformedes i lobet af hundreder af millioner ar blev der dannet flere kontinenter som igen blev brudt op Kontinenterne bevaegede sig over overfladen og samledes af og til i et superkontinent For omkring 750 millioner ar siden begyndte det tidligst kendte superkontinent Rodinia at blive brudt op Kontinenter samledes senere igen og dannede Pannotia i perioden for 600 540 millioner ar siden og endelig Pangaea som splittedes for 180 millioner ar siden Udvikling af liv Uddybende artikel Det hoje energiniveau i de kemiske processer i begyndelsen af Jordens eksistens menes at have frembragt et selvreplicerende molekyle for omkring fire milliarder ar siden og en halv milliard ar senere fandtes hypotetisk livets sidste faelles forfader Udvikling af fotosyntese betod et afgorende fremskridt idet Solens energi derved kunne udnyttes direkte af alle livsformer Syntesen producerede ilt som opsamledes i atmosfaeren og medforte dannelse af et ozonlag ozon er en molekyleform af ilt O3 i den ovre atmosfaere Optagelse af mindre celler i storre bevirkede der kaldes eukaryoter Rigtige flercellede organismer blev dannet i takt med at celler i blev stadigt mere specialiserede Hjulpet af ozonlagets absorption af skadelig ultraviolet straling koloniserede livet Jordens overflade Fra 1960 erne har det vaeret opfattelsen at udbredt gletsjeraktivitet i aeonen Neoproterozoikum for mellem 750 og 580 millioner ar siden daekkede meget af planeten med is Hypotesen har faet navnet Sneboldjorden engelsk Snowball Earth og er af saerlig interesse fordi dette stade i Jordens udvikling ligger umiddelbart forud for den Kambriske Eksplosion hvor flercellede livsformer begyndte at brede sig med stor hast Siden slutningen af den kambriske eksplosion for omkring 535 millioner ar siden er masseuddoen af arter forekommet fem gange Den sidste skete for 65 millioner ar siden formentlig udlost af et meteornedslag da dinosaurerne og andre dyregrupper fx mange reptiler blev udslettet Andre dyregrupper blev skanet fx pattedyr og fugle I lobet af de sidste 65 millioner ar har udviklingen af pattedyrene resulteret i en stor diversitet og for adskillige millioner ar siden fik et afrikansk abe lignende dyr evnen til at ga oprejst Derved blev det lettere at bruge vaerktoj og at samarbejde hvilket udviklede evnen til at kommunikere Det gav mulighed for forbedret ernaering og stimulation som var nodvendig for at udvikle en storre hjerne Udvikling af landbrug og senere civilisation gjorde det muligt for mennesket at beherske Jorden inden for et kortere tidsrum end nogen anden art har kunnet hvilket har pavirket bade naturen og maengden af andre livsformer For omkring 40 millioner ar siden begyndte et monster med istider som intensiveredes i pleistocaen for omkring 3 millioner ar siden Polaregnene har siden da haft en cyklus af isdaekke og afsmeltning som har gentaget sig i perioder pa 40 100 000 ar Den sidste istid sluttede for 10 000 ar siden Fremtid Se ogsa Jordens fremtid Solens livscyklus Planetens fremtid pa lang sigt er taet knyttet til Solens fremtid Som folge af den stadige ophobning af helium fra brintfusionen i Solens kerne tiltager Solens lysstyrke langsomt Den vil stige med 10 procent i lobet af de naeste 1 1 milliarder ar og med 40 i lobet af de naeste 3 5 milliarder ar Klimamodeller viser at forogelsen af den straling som nar Jorden vil medfore store aendringer pa planeten sa bl a Jordens oceaner vil forsvinde Jordens stigende overfladetemperatur vil fa det uorganiske CO2 kredslob til at accelerere og mindske koncentrationen af kuldioxid til det dodelige niveau for planter 10 ppm for C4 planter om 900 millioner ar Manglen pa vegetation vil bevirke tab af ilt i atmosfaeren hvorfor dyrelivet vil uddo i lobet af yderligere nogle millioner ar Selv om Solen var forblevet uaendret og stabil ville den fortsatte afkoling af Jordens indre dog stadig have medfort tab af meget af dens atmosfaere og oceaner pa grund af mindre vulkansk aktivitet Efter endnu 1 milliard ar vil overfladevand vaere helt forsvundet og den gennemsnitlige globale temperatur vil na 70 C Jorden forventes pa grundlag af ovenstaende at vaere beboelig i endnu omkring 500 millioner ar Solen vil som en del af sin udvikling udvide sig til en rod kaempestjerne om ca 5 milliarder ar Modeller forudsiger at den vil oges til 250 gange sin nuvaerende storrelse til en radius pa omkring 1 AU ca 150 millioner km Jordens skaebne i den forbindelse er ikke helt klar Som rod kaempestjerne vil Solen i grove traek miste 30 af sin masse sa uden andre virkninger vil dette foroge Jordens baneradius til 1 7 AU ca 250 millioner km nar stjernen nar sin maksimale radius Derved ville planeten undga at blive opslugt af den store Sols tynde ydre atmosfaere omend det meste og formentlig alt liv pa den vil vaere tilintetgjort af solens staerke straling Et nyligt studium viser imidlertid at Jordens omlob alligevel vil bryde sammen som folge af tidevandsvirkninger fra Solen hvorved den vil falde ind i dennes atmosfaere og ga til grunde Sammensaetning og strukturHovedartikel Geovidenskab Jorden er en jordplanet hvilket betyder at den er et klippefyldt legeme i modsaetning til en gasplanet som Jupiter Den er den storste af de fire jordplaneter i solsystemet bade efter storrelse og masse Af disse fire planeter har Jorden ogsa den hojeste taethed den storste gravitation ved overfladen det staerkeste magnetfelt og den hurtigste rotation Det er ligeledes den eneste jordplanet med aktiv pladetektonik Form Uddybende artikel Storrelsessammenligning af de indre planeter fra venstre til hojre Merkur Venus Jorden og Mars Jordens form er meget taet pa at vaere en fladtrykt sfaeroide en afrundet form med en lille udbuling omkring aekvator omend den praecise form geoiden afviger derfra med op til 100 meter Den gennemsnitlige diameter af den sfaeroide der benyttes som reference er omkring 12 742 km Mere tilnaermet er laengden 40 000 km p fordi meteren oprindelig var defineret som 1 10 000 000 af afstanden fra aekvator til Nordpolen pa en linje gennem Paris Det er Jordens rotation som skaber udbulingen ved aekvator og diameteren her er 43 km storre end diameteren fra pol til pol De storste lokale afvigelser i Jordens klippefyldte overflade er Mount Everest 8 848 m over det lokale havniveau og Marianergraven 10 911 m under det lokale havniveau I forhold til en perfekt ellipsoide har Jorden derfor en pa omkring 1 584 eller 0 17 altsa mindre end den tolerance pa 0 22 som er tilladt for billardballer Som folge af udbulingen er det landskabstraek som er laengst vaek fra Jordens centrum faktisk i Ecuador F W Clarkes tabel over oxider i Jordens skorpe Bestanddel Formel IndholdSilikat SiO2 59 71 Aluminiumoxid Al2O3 15 41 Kalk CaO 4 90 Magnesiumoxid MgO 4 36 Natriumoxid Na2O 3 55 Jern II oxid FeO 3 52 Kaliumoxid K2O 2 80 Jern III oxid Fe2O3 2 63 Vand H2O 1 52 Titandioxid TiO2 0 60 Fosforpentaoxid P2O5 0 22 Total 99 22 Kemisk sammensaetning Uddybende artikel Jordens masse er tilnaermelsesvis 5 98 1024 kg Den bestar fortrinsvis af jern 32 1 ilt 30 1 silicium 15 1 magnesium 13 9 svovl 2 9 nikkel 1 8 calcium 1 5 og aluminium 1 4 og 1 2 er sma maengder af andre grundstoffer Pa grund af stoffers tendens til at samle sig efter massefylde menes kerneomradet at besta overvejende af jern 88 8 iblandet sma maengder nikkel 5 8 svovl 4 5 og mindre end 1 andre stoffer Geokemikeren F W Clarke beregnede at lidt over 47 af Jordens skorpe bestar af ilt Naesten alle de almindelige klipper i skorpen er oxider Salte af klor svovl og fluor er de eneste vigtige undtagelser herfra og deres samlede maengde i klipper er saedvanligvis langt under 1 De vigtigste oxider er salte af silicium aluminium jern kalcium magnesium kalium og natrium Iltforbindelsen siliciumdioxid virker primaert som en syre der danner silikater og alle de almindeligste mineraler i storknede klipper er af disse typer Ud fra analyse af 1 672 forskellige klipper beregnede Clarke at 99 22 af dem bestod af 11 oxider se tabellen til hojre Alle andre bestanddele optraeder derfor i saerdeles sma maengder Indre struktur Uddybende artikel Jordens indre er som det ogsa er tilfaeldet for de andre jordlignende planeter opdelt i lag med forskellige kemiske og egenskaber Jorden har en silikatholdig og fast skorpe yderst derpa en viskos kappe en flydende ydre kerne med mindre viskositet end kappen og en fast indre kerne Skorpens nedre graense er defineret af Moho og dens tykkelse varierer fra et gennemsnit pa seks km under oceanerne til 30 50 km under kontinenterne Den indre kerne roterer muligvis med lidt hojere vinkelhastighed end planeten i ovrigt og nar derved fra 0 1 0 5 laengere frem pr ar Jordens geologiske lag Tvaersnit af Jordens opbygning 6 Jordskorpen 5 Ovre kappe 4 Asthenosfaere 3 Nedre kappe mesosfaere 2 Ydre kerne 1 Indre kerne 3 4 5 udgor kappen 5 6 udgor lithosfaeren Dybde km Lag taethed g cm 0 60 Lithosfaere 0 35 Jordskorpen 2 2 2 935 60 Ovre kappe 3 4 4 435 2890 Kappe 3 4 5 6100 700 Asthenosfaere 2890 5100 9 9 12 25100 6378 12 8 13 1 Varmen i planetens indre produceres formentlig ved radioaktivt henfald af isotoperne kalium 40 uran 238 og thorium 232 Alle disse har halveringstider pa mere end en milliard ar I centrum kan temperaturen vaere op til 7 000 K og trykket na 360 GPa En del af kernens varmeenergi transporteres op mod skorpen ved sakaldte en form for konvektion hvor klippemateriale med hojere temperatur stiger op Disse smelter kan danne hot spots og Tektoniske plader Uddybende artikel Kontinentaldrift Ifolge teorien om kontinentaldrift er der to lag i den yderste del af Jordens indre lithosfaeren bestaende af skorpen og den storknede del af kappen og under den asthenosfaeren Den sidstnaevnte opforer sig som staerkt ophedet materiale som er i en halvtflydende plastisk duktil tilstand Lithosfaeren flyder pa asthenosfaeren og er brudt op i hvad der kaldes tektoniske plader Disse er stive segmenter som bevaeger sig i forhold til hinanden ved en af folgende tre typer pladegraenser destruktive konstruktive og transforme Den transforme pladegraense optraeder hvor to plader bevaeger sig sidelaens i forhold til hinanden hvorved der dannes en geologisk brudlinje Jordskaelv vulkansk aktivitet og dannelse af gravsaenkninger i oceaner kan forekomme langs pladegraenserne Jordens vigtigste plader Et kort over de vigtigste tektoniske plader pa Jorden Pladenavn Areal 106 km Afrikanske Plade 61 360 9Indo Australske Plade 59 1Eurasiske Plade 67 8Nordamerikanske Plade 75 943 6Stillehavspladen 103 3 Blandt de mindre plader er den Den Caribiske Plade Nazcapladen ud for Sydamerikas vestkyst og i det sydlige Atlanterhav Den Australske Plade sluttede sig sammen med den Indiske Plade og dannede den Indo Australske Plade for mellem 50 og 55 millioner ar siden De plader som bevaeger sig hurtigst er oceanpladerne hvoraf flytter sig med en hastighed pa 75 mm ar og Stillehavspladen med 52 69 mm ar Som den anden yderlighed bevaeger den Eurasiske Plade sig langsomst idet dens typiske hastighed er pa omkring 21 mm ar Overflade Uddybende artikler Landskabsform og Jordens udviser stor variation Omkring 70 8 af overfladen er daekket af vand og meget af kontinentalsoklen ligger under havniveau Overfladen under vandet omfatter bjergkaeder herunder et verdensomspaendende system af oceanrygge undersoiske vulkaneroceangrave og De 29 2 som ikke er daekket af vand bestar af bjerge orkener sletter plateauer og andre Planetens overflade omformes i lobet af geologiske tidsperioder som folge af tektonik og erosionspavirkninger De overfladeformationer som opbygges eller deformeres ved pladetektonik udsaettes for uophorlig forvitring ved nedbor temperaturaendringer og kemiske reaktioner Gletsjere kystnedbrydning opbygning af koralrev og storre meteoritnedslag bidrager ogsa til at omforme landskabet Jordens nuvaerende og bathymetri Data fra TerrainBase Digital Terrain Model udarbejdet af Efterhanden som de tektoniske plader bevaeger sig over planeten skydes oceanbunden ind under dem langs deres rand Samtidig strommer materiale fra kappen op hvor pladerne fjerner sig fra hinanden langs oceanryggene Tilsammen medforer disse processer at oceanbundens materiale til stadighed fornyes sa det meste af det er under 100 millioner ar gammelt Den aeldste oceanbund findes i det vestlige Stillehav og anslas til en alder pa omkring 200 millioner ar Til sammenligning er de aeldste fossiler som er fundet pa landjorden omkring 3 milliarder ar gamle Kontinentalpladerne bestar af materiale med lavere vaegtfylde som f eks de magmatiske bjergarter granit og andesit Mindre udbredt pa kontinenterne er basalt der er en tungere bjergart af vulkansk oprindelse som er den primaere bestanddel af oceanbundspladerne dannes nar aflejringer ophobes og presses sammen og naesten 75 af kontinenternes overflade er daekket af disse bjergarter skont de kun udgor omkring 5 af skorpen Den tredje type bjergart er de metamorfe bjergarter som dannes ved omdannelse af bjergarter under hojt tryk og eller hoj temperatur uden opsmeltning De hyppigst forekommende silikatmineraler pa jordoverfladen er kvarts feldspater amfiboler glimmer pyroxener og olivin mens de hyppigst optraedende karbonatmineraler er der er hovedbestanddelen af kalksten aragonit og dolomit er landjordens overste overflade som bestar af jord og hvor der foregar processer der forer til jorddannelse Laget er et bindeled mellem lithosfaeren atmosfaeren hydrosfaeren og biosfaeren Det totale opdyrkede areal udgor 10 92 af landjorden inkluderet omrader med permanente afgroder som plantager der alene svarer til 1 08 af landjorden Taet pa 40 af landjorden benyttes til afgroder og graesning idet arealstorrelsen er anslaet til at vaere 1 56 107 km afgroder og 3 4 107 km graesningsareal Hojdeforholdene pa Jordens kontinenter varierer fra det laveste punkt pa 418 m ved Det Dode Hav og til en maksimumhojde pa 8 848 m pa toppen af Mount Everest anslaet 2005 Landjordens gennemsnitlige hojde over havets overflade er 840 m Hydrosfaere Uddybende artikel Hydrosfaere Hojdehistogram over Jordens overflade hvoraf omkring 71 er daekket af vand Den store maengde vand pa jordoverfladen er et enestaende traek som adskiller den bla planet fra de ovrige i solsystemet Jordens hydrosfaere omfatter forst og fremmest oceanerne men teknisk set omfatter den alle vandoverflader i verden herunder indlandshave soer floder og vand i undergrunden ned til en dybde pa 2 000 m Det dybeste sted under vandet er Challengerdybet i Marianergraven i Stillehavet som er 10 911 4 m dyb Oceanernes gennemsnitlige dybde er 3 800 m altsa mere end fire gange dybere end kontinenternes gennemsnitlige hojde Oceanernes vandmasse udgor omkring 1 35 1018 ton eller omkring 1 4400 af Jordens totale masse og deres rumfang udgor 1 386 109 km Hvis alt land blev spredt ud pa Jorden i et lige tykt lag ville vandet daekke hele Jorden med en dybde pa over 2 7 km Omkring 97 5 af vandet er saltvand og de resterende 2 5 er ferskvand Hovedmaengden af ferskvandet eller omkring 68 7 findes pa nuvaerende tidspunkt i form af is Omkring 3 5 af oceanernes samlede masse bestar af havsalt Storstedelen af dette salt er blevet frigivet ved vulkansk aktivitet eller er trukket ud af kolde magmatiske klipper Oceanerne er ogsa et reservoir for oploste atmosfaeriske luftarter der er afgorende for mange livsformers overlevelse i vandmiljoet Havvandet udover en betydelig indvirkning pa verdens klima fordi det optraeder som et stort AEndringer i fordelingen af havtemperaturen kan forarsage betydelige vejraendringer hvilket f eks El Nino havstrommen er et kendt eksempel pa Atmosfaere Uddybende artikel Jordens atmosfaere Det atmosfaeriske tryk pa Jordens overflade udgor i gennemsnit 101 325 kPa med en pa omkring 8 5 km Bestanddelene er 78 kvaelstof og 21 ilt med mindre maengder vanddamp kuldioxid og andre luftformige molekyler Troposfaerens hojde varierer med bredden og spaender fra 8 km ved polerne til 17 km ved aekvator men med nogen variation pa grund af vejr og arstidsfaktorer Jordens biosfaere har afgorende aendret dens atmosfaere Den iltfremstillende fotosyntese udvikledes for 2 7 milliarder ar siden og den deraf folgende iltkatastrofe dannede den kvaelstof ilt atmosfaere som findes nu AEndringen af atmosfaeresammensaetningen muliggjorde spredning af aerobe organismer og dannede desuden ozonlaget som sammen med Jordens magnetfelt blokerer ultraviolet solstraling og tillader liv at eksistere pa landjorden Andre atmosfaeriske virkninger af betydning for livet er at transportere vanddamp at stille nyttige luftarter til radighed at fa sma meteorer til at braende op for de kan sla ned pa overfladen og at moderere temperaturen Den sidstnaevnte virkning er kendt som drivhuseffekten Sma maengder af molekyler i atmosfaeren indfanger varmeenergi som udsendes fra jorden og haever derved den gennemsnitlige temperatur Kuldioxid vanddamp metan og ozon er de vigtigste drivhusgasser i Jordens atmosfaere Uden denne tilbageholdelse af varme ville Jordens gennemsnitlige overfladetemperatur vaere 18 C og liv ville sandsynligvis ikke findes Vejr og klima Hovedartikler Vejr klima og okozone Jordens atmosfaere har ingen fast graense men bliver stadig tyndere opefter og forsvinder til sidst helt ved overgangen til det ydre rum Tre fjerdedele af den atmosfaeriske masse befinder sig inden for de forste 11 km fra planetens overflade Dette nederste lag kaldes troposfaeren Energi fra Solen opvarmer dette lag og overfladen under det hvilket far luften til at udvide sig Den opvarmede luftmasse har mindre taethed og stiger derfor til vejrs og erstattes af koligere luft med hojere taethed Resultatet heraf er atmosfaerisk cirkulation som driver vejret og klimaet ved at omfordele varmeenergi De primaere atmosfaeriske cirkulationsband bestar af passatbaeltet i aekvatorialegnene under 30 bredde og vestenvindsbaeltet i de mellemste breddegrader mellem 30 og 60 Havstromme i oceanerne er ligeledes vigtige faktorer som pavirker klimaet saerligt den termohaline cirkulation som transporterer varmeenergi fra aekvatoromradet til polarregionerne Jordens klimabaelter Vanddamp som opstar ved fordampning fra havoverfladerne transporteres af cirkulerende systemer i atmosfaeren Nar de atmosfaeriske betingelser er til stede for at varm fugtig luft stiger til vejrs vil den indeholdte damp fortaettes og na jordoverfladen som nedbor Hovedparten af vandet transporteres tilbage til omrader med lavere hojde af flodsystemer og nar saedvanligvis tilbage til oceanerne eller bliver tilbageholdt i soer Dette er dels en vital mekanisme for livets opretholdelse pa land dels en primaer faktor i erosionen af overfladens landskaber over geologiske tidsperioder Nedborsmaengderne varierer inden for et bredt interval der straekker sig fra adskillige meter vand pr kvadratmeter pr ar til mindre end en millimeter Den atmosfaeriske cirkulation de topologiske landskabstraek og temperaturforskelle er afgorende for hvor meget nedbor en egn far i gennemsnit Efter breddegrad kan Jorden inddeles i specifikke klimabaelter med nogenlunde samme klima I raekkefolge fra aekvator til polaregnene er disse det tropiske det subtropiske det tempererede og det polare klimabaelte Klimatyperne kan desuden opdeles efter temperatur og nedbor hvor klimazonerne er karakteriseret ved temmelig ensartede luftmasser Det almindeligt anvendte Koppens klimaklassifikationssystem i en udgave som er modificeret af Wladimir Koppens elev omfatter fem brede grupper fugtigt tropeklima tort fugtigt tempereret klima fastlandsklima og koldt polarklima som yderligere inddeles i mere specifikke undertyper Ovre atmosfaere Dette billede fra rummet viser fuldmanen delvis gjort utydelig af Jordens atmosfaere NASA billede Atmosfaeren over troposfaeren opdeles saedvanligvis i stratosfaeren mesosfaeren og termosfaeren Hvert af disse lag har en selvstaendig som fastlaegger aendringen i temperatur med stigende hojde Laengere ude overgar den tynde exosfaere i magnetosfaeren hvor Jordens magnetfelt spiller sammen med solvinden For livet pa Jorden er ozonlaget som er en del af stratosfaeren og som delvis beskytter overfladen mod ultraviolet lys en vigtig komponent Karman linjen der er defineret til at ligge 100 km over Jordens overflade er en fastlagt graense mellem atmosfaeren og rummet Pa grund af varmeenergien oges farten af nogle af molekylerne i den yderste del af Jordens atmosfaere sa meget at de kan slippe fri af planetens tyngdekraft Som folge heraf sker der et langsomt men vedvarende til rummet og fordi ubundet brint har lav molekylevaegt opnar den lettere undvigelseshastigheden og forsvinder ud i rummet i storre omfang end andre luftarter At brint laekker ud i rummet er en medvirkende arsag til at Jordens tilstand har aendret sig fra at vaere oprindeligt reducerende og til nu at vaere oxiderende Fotosyntese var en kilde til frit ilt men tabet af reducerende stoffer som brint menes at have vaeret en nodvendig forudsaetning for at den udbredte opsamling af ilt i atmosfaeren kunne finde sted Brints evne til at undslippe fra Jordens atmosfaere kan saledes have haft betydning for hvilken slags liv som udvikledes pa planeten I den nuvaerende iltrige atmosfaere omdannes det meste brint til vand for det har mulighed for at undslippe sa hovedparten af brinttabet stammer fra odelaeggelse af metan i atmosfaerens ovre lag Magnetfelt Jordens magnetfelt som tilnaermelsesvis er en dipol Uddybende artikel Jordens magnetfelt Jordens magnetfelt har nogenlunde form som en dipol hvis poler i ojeblikket ligger i naerheden af de geografiske poler I henhold til dannes feltet i den smeltede ydre kerne hvor varmen skaber konvektionbevaegelse i elektrisk ledende stof Derved genereres elektriske stromme som igen frembringer Jordens magnetfelt Konvektionsbevaegelserne i kernen er kaotiske af natur og skifter af og til retning hvilket medforer at der med uregelmaessige intervaller sker sa Jordens magnetiske poler bytter plads Det sker i gennemsnit nogle fa gange for hver million ar og det seneste skift skete for omkring 700 000 ar siden Feltet danner magnetosfaeren som afbojer partikler i solvinden Kanten af chokbolgen i retning mod Solen ligger i en afstand fra Jorden pa omkring 13 jordradier Sammenstodet mellem magnetfeltet og solvinden danner Van Allen stralingsbaelterne som er et par koncentriske torusformede omrader med energirige ladede partikler Nar denne plasma nar Jordens atmosfaere ved de magnetiske poler danner den nordlys og sydlys Kredslob og egenrotationEgenrotation Uddybende artikel Jordens rotation Jordens aksehaeldning og dens sammenhaeng med rotationsaksen og Jordens rotationsperiode i forhold til Solen dens gennemsnitlige soldag er 86 400 sekunder i gennemsnitlig soltid Hvert af disse sekunder er lidt laengere end et SI sekund fordi en soldag pa Jorden pa grund af nu er lidt laengere end den var i det 19 arhundrede Jordens rotationsperiode i forhold til fiksstjernerne som IERS kalder dens stjernedag er 86 164 098903691 sekunder i gennemsnitlig soltid UT1 eller 23t 56m 4 098903691s Jordens rotationsperiode i forhold til praecessionen eller det gennemsnitlige forarsjaevndogn som lidt misvisende kaldes dens sideriske dag er 86 164 09053083288 sekunder i gennemsnitlig soltid UT1 23t 56m 4 09053083288s Den sideriske dag er saledes omkring 8 4 ms kortere end stjernedagen Laengden af den gennemsnitlige soldag anfort i SI sekunder kan fas fra IERS for perioderne 1623 2005 og 1962 2005 Med undtagelse af meteorer i atmosfaeren og satellitter i lavt kredslob sker den tilsyneladende bevaegelse af himmellegemerne pa himlen i retning mod vest med en fart pa 15 t 15 min Det svarer til Solens eller Manens tilsyneladende diameter hvert andet minut idet de to tilsyneladende diametre er af samme storrelse Kredslob Uddybende artikel Jordens kredslob Hovedartikel Solen Jorden foretager et kredslob om Solen i en gennemsnitlig afstand pa omkring 150 millioner kilometer for hver 365 2564 gennemsnitlige soldage eller et siderisk ar Set fra Jorden giver det en ostlig bevaegelse af Solen i forhold til stjernerne med en fart pa omkring 1 dag svarende til en Sol eller Manediameter for hver 12 timer Pa grund af denne bevaegelse tager det i gennemsnit 24 timer en soldag for Jorden at fuldfore en fuld rotation om sin akse sa Solen igen star pa samme meridian Jordens kredslobshastighed er i gennemsnit ca 30 km s 108 000 km t hvilket er hurtigt nok til at daekke planetens diameter pa omkring 12 600 km pa syv minutter og afstanden til Manen 384 000 km pa fire timer Manen fuldforer for hver 27 32 dage sammen med Jorden et kredslob om et faelles barycentrum i forhold til stjernerne Nar denne bevaegelse kombineres med Jord Mane systemets faelles omkredsning af Solen er den synodiske maned fra nymane til naeste nymane 29 53 dage Set fra sker savel Jordens kredslob Manens kredslob og deres egenrotation i retning mod uret Jordens kredslobsplan og akseplan er ikke sammenfaldende Jordens har en aksehaeldning pa omkring 23 5 grader i forhold til den retning som er vinkelret pa dens kredslobsplan og Manens omlobsplan om Jorden haelder omkring 5 grader i forhold til Jordens kredslobsplan om Solen Uden disse haeldninger ville der forekomme en formorkelse hver anden uge skiftende mellem maneformorkelser og solformorkelser Jordens Hill sfaere som angiver den maksimale afstand for at Jordens tyngdemaessige indflydelse er staerkere end Solens og planeternes er omkring 1 5 Gm i radius Legemer inden for denne radius omkredser i almindelighed Jorden omend de kan losrive sig ved Solens tyngdemaessige forstyrrelse Jorden befinder sig som det ovrige Solsystem i galaksen Maelkevejen og kredser omkring 28 000 lysar fra galaksens centrum og omkring 20 lysar over galaksens aekvatorplan i Orion spiralarmen Aksehaeldning og arstider Uddybende artikel Aksehaeldning Pa grund af Jordens aksehaeldning varierer den maengde sollys som nar dens overflade i lobet af aret Dette bevirker arstidsafhaengige aendringer i klimaet idet det er sommer pa den nordlige halvkugle nar nordpolen peger direkte mod Solen og vinter nar polen peger vaek fra den Om sommeren varer dagen laengere og Solen star hojere pa himlen Om vinteren bliver det i almindelighed koldere og dagene kortere Over polarkredsene virker aendringen sa ekstremt at der slet ikke er dagslys i en del af aret der er polarnat Pa den sydlige halvkugle er situation nojagtigt omvendt idet sydpolen er orienteret direkte modsat nordpolen Jorden og Manen set fra Mars optaget af Fra det ydre rum udviser Jorden faser pa samme made som Manens faser Ifolge astronomisk vedtagelse bestemmes de fire arstider af solhvervene det sted i Jordens kredslob hvor dens akse peger direkte imod eller direkte vaek fra Solen og jaevndognene hvor haeldningens retning og retningen mod Solen star vinkelret pa hinanden Vintersolhverv ligger omkring 21 december sommersolhverv naer 21 juni forarsjaevndogn begynder omkring 20 marts og efterarsjaevndogn omkring 23 september Haeldningsvinklen for jordaksen er forholdsvis stabil over lange tidsperioder men den er dog underlagt som er en lille uregelmaessig bevaegelse med en primaer periode pa 18 6 ar Jordaksens orientering hermed taenkes ikke pa dens vinkel aendres ogsa i tidens lob idet den ved praecession gennemlober en fuld cirkel for hver 21 700 ar Praecessionen er grunden til at der er forskel pa et siderisk ar og et Begge bevaegelser fremkaldes af at Solen og Manen udover skiftende tiltraekning pa Jordens udbuling ved aekvator Set fra Jorden bevaeger ogsa dens poler sig nogle fa meter hen over overfladen Denne har flere cykliske komponenter som tilsammen medforer Udover en arlig komponent i denne bevaegelse er der en 430 dages cyklus som kaldes og som skyldes at Jordens intertiakse ikke er helt sammenfaldende med dens rotationsakse Jordens rotationshastighed varierer desuden og giver anledning til et faenomen som kaldes daglaengdevariation I nutiden befinder Jorden sig omkring 3 januar i periheliet hvor dens omlobshastighed er storst og afstanden til Solen mindst og i apheliet omkring 4 juli Disse datoer aendrer sig imidlertid i tidens lob pa grund af praecessionen og andre kredslobsfaktorer som folger cykliske monstre kendt som Milankovic cykler Forskellen i afstanden mellem Jorden og Solen betyder en forogelse pa omkring 6 9 af den solenergi som nar Jorden i perihelium i forhold til aphelium Da den sydlige halvkugle er naermest Solen nar afstanden er mindst modtager denne halvkugle lidt mere energi fra Solen i lobet af aret end den nordlige Forskellen er dog mindre betydende i forhold til den energiaendring som aksehaeldningen giver anledning til og meget af energioverskuddet absorberes af havet som daekker en storre del af den sydlige halvkugle ManenHovedartikel Manen Navn Diameter Masse Halve storakse OmlobsperiodeManen 3 474 8 km 7 349 1022 kg 384 400 km 27 dage 7 timer 43 7 minutter Manen er en forholdsvis stor jord og planetlignende mane med en diameter pa omkring en fjerdedel af Jordens Det er den storste mane i solsystemet i forhold til storrelsen af dens planet Charon er dog storre i forhold til dvaergplaneten Pluto Gravitationstiltraekningen mellem Jorden og Manen forarsager tidevand pa Jorden Den samme virkning pa Manen har fort til Dens rotationsperiode er den samme som den tid det tager den at fuldfore et kredslob om Jorden Derved vender den altid samme side til planeten Nar Manen kredser om Jorden oplyses forskellige dele af dens skive af Solen hvilket frembringer Manens faser Den morke og lyse del af Manens overflade adskilles af terminatoren Pa grund af tidevandsvirkningerne fjerner Manen sig fra Jorden med ca 38 mm om aret Over millioner af ar giver denne lille virkning og den samtidige forogelse af Jordens dogn med omkring 23 mikrosekunder om aret anledning til en betydelig forskel Som eksempel var aret i den geologiske Devon periode for omkring 410 millioner ar siden pa 400 dogn der hver varede 21 8 timer Manen kan pa dramatisk vis have pavirket livets udvikling ved at aendre Jordens klima Palaeontologiske fund og computersimulationer viser at Jordens aksehaeldning stabiliseres af tidevandsinteraktionen med Manen Nogle teoretikere mener at uden det drejningsmoment som Solen og planeterne fremkalder pa kunne rotationsaksen vaere kaotisk ustabil og udvise uforudsigelige aendringer over millioner af ar som det ser ud til at vaere tilfaeldet for Mars Hvis Jordens rotationsakse skulle naerme sig ekliptikas plan ville der optraede ekstreme forskelle pa arstiderne med tilhorende ekstremt vejr fordi den ene pol ville pege direkte mod Solen om sommeren og direkte vaek fra den om vinteren Videnskabsmaend som har studeret virkningen mener at dette kunne udslette alle storre dyr og det hojere planteliv Det er imidlertid et omdiskuteret emne som maske kan afklares ved yderligere studier af Mars som har en tilsvarende siderisk rotationsperiode og aksehaeldning som Jorden uden at have dens store mane og flydende kerne Set fra Jorden er Manen netop langt nok vaek til at dens skive naesten har samme tilsyneladende storrelse som Solens af disse to himmellegemer matcher hinanden fordi Solens diameter er omkring 400 gange storre end Manens men Solen er ogsa 400 gange laengere vaek Derfor optraeder totale og delvise formorkelser pa Jorden En skalatro gengivelse af den relative storrelse og afstand mellem Jorden og Manen Den mest accepterede teori for Manens opstaen gigantsammenstodshypotesen forklarer den ved en kollision mellem en protoplanet kaldet Theia og den unge Jord Denne hypotese forklarer blandt andet den relative mangel pa jern og flygtige grundstoffer pa Manen og at den har naesten samme sammensaetning som Jordens skorpe Jorden har desuden mindst to asteroider som ligger naer jordens kredslobsbane om solen 3753 Cruithne og Nar det observeres fra Jorden folger 3753 Cruithne den gule sti som ikke ser ud til at den kredser om Solen Asteroide 2016HO3 Denne asteroides kredslob holder den naer Jorden men kredser ikke om den i saedvanlig forstand Nar man analyserer dens kredslob fra forskellige legemers perspektiv ser den formodede kvasi satellit ud til at have en mere stabil placering naer Jorden Banen af omkring Jorden Det hvide band er Manens bane Beboelig zoneUddybende artikler Beboelig zone Galactic habitable zone og Eksobiologi En planet som opfylder betingelserne for at opretholde liv kaldes beboelig selvom livet ikke er opstaet pa den Jorden opfylder disse nodvendige betingelser som de ifolge vor nuvaerende forstaelse skal vaere herunder at der findes flydende vand et miljo hvor komplekse organiske molekyler kan samles samt tilstraekkelig energi til at opretholde stofskifte Jordens afstand fra Solen dens omlobsbanes excentricitet rotationshastighed aksehaeldning geologiske historie beskyttende atmosfaere og magnetfelt er alle faktorer som bidrager til de betingelser som har tilladt liv at opsta og opretholdes pa planeten Biosfaere Uddybende artikler Biosfaere og biodiversitet Planetens livsformer siges ofte at danne en biosfaere som i almindelighed menes at vaere begyndt at udvikles for omkring 3 5 milliarder ar siden Jorden er det eneste sted i universet hvor liv vides at eksistere Nogle videnskabsmaend stotter den hypotese at Jord lignende biosfaerer kan vaere Biosfaeren opdeles i et antal biomer som rummer planter og dyr med en vis lighed i bred forstand Pa land er det fortrinsvis den geografiske bredde og hojden over havniveau som adskiller biomerne De biomer som ligger inden for det arktiske og antarktiske omrade eller i stor hojde har forholdsvis sparsomt plante og dyreliv mens omvendt den storste findes i aekvatoromradet Naturressourcer og arealanvendelse Uddybende artikler Naturlig ressource og okosystem Jorden indeholder ressourcer som kan udnyttes af mennesket til nyttige formal Nogle af disse er ikke vedvarende ressourcer som f eks mineralske braendstoffer som tager flere tusinde ar for at gendannes Store ophobninger af fossilt braendstof findes i Jordens skorpe omfattende kul olie naturgas og metanhydrat Disse lagre benyttes af menneskeheden til bade energiproduktion og som rastof til kemisk produktion Mineralske malmforekomster findes i jordskorpen og er dannet ved som haenger sammen med erosion og pladetektonik Disse forekomster udgor koncentrerede udvindingssteder for mange metaller og andre nyttige kemiske forbindelser Ogsa Jordens biosfaere frembringer produkter som er af afgorende betydning for menneskeheden herunder mad trae laegemidler ilt og mange flere ligesom den omfatter processer der omdanner og recirkulerer organiske affaldsstoffer Okosystemet pa landjorden er afhaengigt af muldjord og ferskvand mens det oceaniske okosystem afhaenger af oploste naeringsstoffer som er udvasket fra landjorden Mennesker lever pa landjorden hvor de benytter byggematerialer til at skaffe sig husly ved at bygge huse I 2005 opgjorde FAO arealudnyttelsen af landjorden som folger Arealanvendelse Areal i 1000 Ha 10 km ProcentandelDyrkbart areal 1 421 169 10 10 92 Permanente afgroder 140 511 70 1 08 Permanente graesarealer 3 405 897 80 26 17 Skove 3 952 025 70 30 37 Andet 4 092 972 40 31 45 Totalt landareal 13 013 475 40 100 I 1993 ansloges det at 2 481 250 km blev kunstvandet Natur og miljotrusler Store omrader er udsat for ekstremt vejr som tropiske orkaner inklusiv cykloner eller tyfoner som kan dominere livsbetingelserne disse steder Desuden er mange omrader udsat for jordskaelv laviner tsunamier vulkanudbrud tornadoer snestorme oversvommelser torkeperioder og andre former for naturfaenomener og katastrofer Mange lokale omrader er udsat for menneskeskabt forurening af luft og vand syreregn og giftige forbindelser tab af vegetation orkendannelse nedgang i antal vildtlevende dyr udryddelse af arter udpining af dyrket jord erosion og indtraengen af invaderende arter Ifolge videnskabelig konsensus er menneskelig aktivitet forbundet med global opvarmning pa grund af den deraf folgende udledning af kuldioxid Det forudsiges at dette vil medfore aendringer som afsmeltning af gletsjere og iskapper mere ekstreme temperatursvingninger betydelige aendringer i vejret og forhojet vandstand i havene Kulturgeografi Uddybende artikel Kulturgeografi Antarktis Oceanien Afrika Asien Europa Nordamerika Sydamerika Stillehavet Stillehavet Atlanterhavet Indiske Ocean Sydhavet Ishavet Mellemosten Caribien Centralasien Ostasien Nordasien Sydasien Sydostasien Sydvestasien Australasien Melanesien Mikronesien Polynesien Mellemamerika Latinamerika Centralafrika Ostafrika Nordafrika Sydafrika Vestafrika Centraleuropa Osteuropa Nordeuropa Sydeuropa Vesteuropa Jorden ved nat et sammensat billede af data om belysning pa Jorden fra OLS lagt ind pa et simuleret kort af verden om natten Billedet er ikke et fotografi og mange detaljer er lysere end de ville vaere ved direkte betragtning Kartografi studiet af og tegningen af landkort og den tilhorende geografi har historisk set vaeret de discipliner som handler om at afbilde Jorden Landmaling der fastlaegger steder og afstande og i mindre grad navigation der fastlaegger positioner og retninger er udviklet sidelobende med kartografi og geografi og har sorget for indsamling og kvantificering af nyttige informationer Jordens befolkning udgor ca 6 740 000 000 mennesker i november 2008 Fremskrivninger viser at verdens befolkning vil udgore syv milliarder i 2013 og 9 2 milliarder i 2050 Storstedelen af vaeksten ventes at finde sted i Ulande Befolkningstaetheden varierer meget fra sted til sted i verden men de fleste mennesker lever i Asien I 2020 ventes 60 af verdens befolkning at leve i byer frem for i landdistrikter Det anslas at omkring en ottendedel af Jordens overflade er egnet til beboelse tre fjerdedele er daekket af oceaner og halvdelen af landarealet er enten orken 14 hoje bjerge 27 eller andet uhensigtsmaessigt terraen Den nordligste beboelse i verden er pa Ellesmere Island i Nunavut Canada 82 28 N Den sydligste er i Antarktis beliggende naesten pa Sydpolen 90 S Uafhaengige og selvstaendige nationer gor krav pa hele planetens landjord med undtagelse af dele af Antarktis I 2007 er der 201 selvstaendige stater hvoraf 192 er medlem af de Forenede Nationer Yderligere findes der 59 bilande og et antal omstridte territorier og andre enheder Historisk set har der aldrig vaeret en suveraen regering som har hersket over hele globen omend et antal stater har forsogt at opna uden at lykkes med det FN er en verdensomspaendende international organisation som blev oprettet med det mal at maegle i uoverensstemmelser mellem nationer og derved undga vaebnede konflikter Det er dog ikke en verdensregering og selvom organisationen er en mekanisme til udovelse af international ret herunder ogsa vaebnet indgriben nar medlemslandene er enige om det tjener den fortrinsvis som forum for internationalt diplomati I 2004 havde i alt omkring 400 mennesker vaeret uden for Jordens atmosfaere og af disse havde tolv gaet pa Manen under Apollo programmet Normalt er besaetningen pa Den Internationale Rumstation ISS de eneste mennesker i rummet og mandskabet her udskiftes saedvanligvis hver sjette maned Kulturelle og religiose synspunkter om JordenUddybende artikel Det forste fotografi som er taget af en jordopgang Fra Apollo 8 Det astronomiske symbol for Jorden er et kors inde i en cirkel Jorden er ofte blevet personificeret som en guddom og oftest som en gudinde I mange kulturer fremstilles Moder Jord latin Terra Mater ogsa som en frugtbarhedsgudinde Skabelsesmyter i mange religioner beretter om at Jorden er skabt af en eller flere guder En raekke religiose grupper ofte forbundet med fundamentalistiske grene af protestantismen eller islam haevder at udlaegningen af disse skabelsesberetninger fra deres respektive skal tages for palydende og burde tages i betragtning eller ligefrem erstatte den konventionelle videnskabelige fremstilling af Jordens opstaen og livets udvikling Bade fra det videnskabelige samfund og fra andre religiose grupper moder sadanne onsker modstand Et prominent eksempel herpa er kontroversen om kreationisme versus evolution I fortiden har der vaeret forskellige opfattelser af Jordens form og isaer en tro pa at Jorden er flad men denne opfattelse blev forladt til fordel for den sfaeriske Jord efter forbedrede observationer og Menneskehedens perspektiv pa Jorden har aendret sig som folge af rumalderens mulighed for at betragte den udefra og det er blevet almindeligt at se biosfaeren fra et globalt synspunkt hvilket afspejles i en voksende miljobevaegelse som er optaget af mange aspekter af menneskets virkning pa planeten Jordens inddelingerEksempler pa mulige verdensinddelinger Land soer hav og vadomrader fx kyster marsk sumpe Verdens lande Den gamle verden og Den nye verden Den vestlige civilisation og Orienten Koppens klimaklassifikation World Reference Base for Soil Resources VerdenshaveHenvisningerNoter Bemaerk at Terra ifolge en konvention fra IAU bor benyttes som benaevnelse for store landmasser og ikke for planeten Jorden Cf Blue Jennifer 2007 07 05 Descriptor Terms Feature Types Gazetteer of Planetary Nomenclature USGS Hentet 2007 07 05 Andre planeter i solsystemet er enten for varme eller for kolde til at flydende vand kan forekomme Det er imidlertid blevet bekraeftet at det har vaeret til stede pa overfladen af Mars og at det muligvis stadig er til stede Se Msnbc 2007 03 02 Rover reveals Mars was once wet enough for life Rover afslorer at Mars engang var vad nok til liv NASA Hentet 2007 08 28 Staff 2005 11 07 Simulations Show Liquid Water Could Exist on Mars Simulationer viser at flydende vand kunne eksistere pa Mars University of Arkansas Arkiveret fra originalen 7 august 2007 Hentet 2007 08 08 Status i 2007 er at vanddamp er opdaget i atmosfaeren pa en planet uden for solsystemet og det er pa en gaskaempe Se Tinetti G et al juli 2007 Water vapour in the atmosphere of a transiting extrasolar planet Nature 448 169 171 doi 10 1038 nature06002 ISSN 0028 0836 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a Eksplicit brug af et al i author hjaelp Antallet af dage i soltid er en mindre end antallet af sideriske dage fordi Jordens omlob om Solen betyder at planeten drejer en ekstra gang om sin akse Varierer lokalt mellem 5 og 200 km Varierer lokalt mellem 5 og 70 km Dette er en maling foretaget af skibet i marts 1995 og menes at vaere den nojagtigste indtil nu Oceanernes samlede rumfang er 1 4 109 km Jordens samlede overfladeareal er 5 1 108 km Sa den gennemsnitlige dybde vil vaere kvotienten mellem disse to tal eller 2 7 km Aoki som er den egentlige kilde til disse tal benytter udtrykket UT1 sekunder i stedet for sekunder af gennemsnitlig soltid Aoki S Kinoshita H Guinot B Kaplan G H McCarthy D D Seidelmann P K 1982 The new definition of universal time Den nye definition af universel tid Astronomy and Astrophysics 105 2 359 361 Hentet 2008 09 23 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Jordens Hill radius er RH a m3M 13 displaystyle begin smallmatrix R H a left frac m 3M right frac 1 3 end smallmatrix hvor m er Jordens masse a er en astronomisk enhed AU og M er Solens masse Derved bliver radius udtrykt i AU omkring 13 332 946 13 0 01 displaystyle begin smallmatrix left frac 1 3 cdot 332 946 right frac 1 3 0 01 end smallmatrix Aphelium udgor 103 4 af afstanden til perihelium Ifolge den omvendte kvadratsrodslov er stralingen i perihelium derfor omkring 106 9 af dens energi i aphelium Referencer World Lowest Temperature Arkiveret 16 juni 2010 hos Wayback Machine engelsk Hentet d 23 september 2013 World Highest Temperature Arkiveret 4 januar 2013 hos Wayback Machine engelsk Hentet d 17 september 2010 May Robert M 1988 How many species are there on earth hvor mange arter er der pa Jorden Science 241 4872 1441 1449 doi 10 1126 science 241 4872 1441 PMID 17790039 Hentet 2007 08 14 Dalrymple G B 1991 The Age of the Earth Jordens Alder California Stanford University Press ISBN 0 8047 1569 6 Newman William L 2007 07 09 Age of the Earth Jordens Alder Publications Services USGS Hentet 2007 09 20 Dalrymple G Brent 2001 The age of the Earth in the twentieth century a problem mostly solved Jordens alder i det 20 arhundrede Et problem som stort set er lost Geological Society London Special Publications 190 205 221 doi 10 1144 GSL SP 2001 190 01 14 Hentet 2007 09 20 Stassen Chris 2005 09 10 The Age of the Earth Jordens Alder The TalkOrigins Archive Hentet 2007 09 20 Harrison Roy M Hester Ronald E 2002 Causes and Environmental Implications of Increased UV B Radiation Arsager til foroget UV B straling og dens folger Royal Society of Chemistry ISBN 0854042652 Carrington Damian 2000 02 21 Date set for desert Earth Dato fastsat for en ode Jord BBC News Hentet 2007 03 31 Yoder Charles F 1995 8 Morbidelli A Chambers J Lunine J I Petit J M Robert F Valsecchi G B Cyr K E 2000 Source regions and time scales for the delivery of water to Earth Oprindelsessteder og tidsskalaer for tilforslen af vand til Jorden Meteoritics amp Planetary Science 35 6 1309 1320 Hentet 2007 03 06 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Yin Qingzhu Jacobsen S B Yamashita K Blichert Toft J Telouk P Albarede F 2002 A short timescale for terrestrial planet formation from Hf W chronometry of meteorites En kort tidsskala for dannelse af jordplaneter ud fra Hf W kronometri af meteoritter Nature 418 6901 949 952 doi 10 1038 nature00995 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link R Canup and E Asphaug 2001 Origin of the Moon in a giant impact near the end of the Earth s formation Dannelse af Manen ved et gigantisk sammenstod ved slutning af Jordens dannelse Nature 412 708 712 doi 10 1038 35089010 Canup R M Asphaug E 2001 An impact origin of the Earth Moon system Oprindelse af Jord Mane systemet ved sammenstod Abstract U51A 02 American Geophysical Union Hentet 2007 03 10 a href wiki Skabelon Cite conference title Skabelon Cite conference cite conference a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Ward and Brownlee 2002 Rogers John James William Santosh M 2004 Continents and Supercontinents Kontinenter og superkontinenter Oxford University Press US s 48 ISBN 0195165896 Murphy J B Nance R D 1965 How do supercontinents assemble Hvordan samles superkontinenter American Scientist 92 324 33 doi 10 1511 2004 4 324 Hentet 2007 03 05 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Doolittle W Ford februar 2000 Uprooting the tree of life Opgravning af roden til livets trae Scientific American 282 6 90 95 doi 10 1038 nature03582 Berkner L V Marshall L C 1965 On the Origin and Rise of Oxygen Concentration in the Earth s Atmosphere Om oprindelsen til og stigningen i iltkoncentrationen i Jordens atmosfaere Journal of Atmospheric Sciences 22 3 225 261 doi 10 1175 1520 0469 1965 022 lt 0225 OTOARO gt 2 0 CO 2 Hentet 2007 03 05 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Burton Kathleen 2002 11 29 Astrobiologists Find Evidence of Early Life on Land Astrobiologer finder bevis for tidligt liv pa landjorden NASA Arkiveret fra originalen 11 oktober 2011 Hentet 2007 03 05 Ramlov Hans 2007 07 05 Da Jorden var en kaempesnebold PDF Aktuel naturvidenskab 1 2000 Morgenavisen Jyllands Posten Arkiveret fra originalen PDF 19 juli 2011 Hentet 2008 12 07 Kirschvink J L 1992 Schopf J W Klein C amp Des Maris D red Late Proterozoic low latitude global glaciation the Snowball Earth Det globale isdaekke ved lave bredder i den sene proterozoikum Den hvide jord The Proterozoic Biosphere A Multidisciplinary Study Cambridge University Press s 51 52 ISBN 0521366151 Raup D M Sepkoski J J 1982 Mass Extinctions in the Marine Fossil Record Masseuddoen i prover af marine fossiler Science 215 4539 1501 1503 doi 10 1126 science 215 4539 1501 Hentet 2007 03 05 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Gould Stephan J oktober 1994 The Evolution of Life on Earth Livets udvikling pa Jorden Scientific American Hentet 2007 03 05 Wilkinson B H McElroy B J 2007 The impact of humans on continental erosion and sedimentation Menneskers indvirkning pa erosion og aflejringer pa kontinenterne Bulletin of the Geological Society of America 119 1 2 140 156 doi 10 1130 B25899 1 Hentet 2007 04 22 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff Paleoclimatology The Study of Ancient Climates Palaeoklimatologi Studiet af tidligere klimaer Page Paleontology Science Center Hentet 2007 03 02 Sackmann I J Boothroyd A I Kraemer K E 1993 Our Sun III Present and Future Vor Sol III Nutid og fremtid PDF Astrophysical Journal 418 457 468 Bibcode 1993ApJ 418 457S doi 10 1086 173407 Hentet 2008 07 08 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Kasting J F 1988 Runaway and Moist Greenhouse Atmospheres and the Evolution of Earth and Venus Lobske og fugtige drivhuseffekt atmosfaerer og udviklingen pa Jorden og Venus Icarus 74 472 494 doi 10 1016 0019 1035 88 90116 9 Hentet 2007 03 31 Guillemot H Greffoz V marts 2002 Ce que sera la fin du monde Hvordan vil verdens ende vaere Science et Vie fransk N 1014 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Britt Robert 2000 02 25 Freeze Fry or Dry How Long Has the Earth Got Frys bliv stegt eller tor ud Hvor lang tid har Jorden Arkiveret fra originalen 6 juli 2000 Hentet 6 januar 2009 Schroder K P Smith Robert Connon 2008 Distant future of the Sun and Earth revisited Pa besog igen i Solens og Jordens fjerne fremtid Monthly Notices of the Royal Astronomical Society 386 155 doi 10 1111 j 1365 2966 2008 13022 x arXiv 0801 4031 See also Palmer Jason 2008 02 22 Hope dims that Earth will survive Sun s death NewScientist com news service Arkiveret fra originalen 17 marts 2008 Hentet 2008 03 24 Stern David P 2001 11 25 Planetary Magnetism Planetmagnetisme NASA Arkiveret fra originalen 14 oktober 2014 Hentet 2007 04 01 Tackley Paul J 2000 06 16 Mantle Convection and Plate Tectonics Toward an Integrated Physical and Chemical Theory Kappekonvektion og pladetektonik Pa vej mod en integreret fysisk og kemisk teori Science 288 5473 2002 2007 doi 10 1126 science 288 5473 2002 PMID 10856206 Milbert D G Smith D A Converting GPS Height into NAVD88 Elevation with the GEOID96 Geoid Height Model Konvertering af GPS hojde til NVAD88 hojde med GEOID96 geoidehojdemodellen National Geodetic Survey NOAA Hentet 2007 03 07 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Mohr P J Taylor B N oktober 2000 Unit of length meter Laengdeenhed meter NIST Reference on Constants Units and Uncertainty NIST Physics Laboratory Hentet 2007 04 23 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Sandwell D T Smith W H F 2006 07 07 Exploring the Ocean Basins with Satellite Altimeter Data Udforskning af oceanbassiner med satellitdata fra hojdemaler NOAA NGDC Hentet 2007 04 21 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff november 2001 WPA Tournament Table amp Equipment Specifications WPAs specifikationer af turneringsborde og udstyr World Pool Billiards Association Arkiveret fra originalen 2 februar 2007 Hentet 2007 03 10 Senne Joseph H 2000 Did Edmund Hillary Climb the Wrong Mountain Besteg Edmund Hillary det forkerte bjerg Professional Surveyor 20 5 Hentet 2007 02 04 Morgan J W Anders E 1980 Chemical composition of Earth Venus and Mercury Den kemiske sammensaetning af Jorden Venus og Merkur Proceedings of the National Academy of Science 71 12 6973 6977 doi 10 1073 pnas 77 12 6973 PMID 16592930 Arkiveret fra originalen 18 juli 2013 Hentet 2007 02 04 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Tanimoto Toshiro 1995 Thomas J Ahrens red Crustal Structure of the Earth Struktur af Jordens skorpe PDF Washington DC American Geophysical Union ISBN 0 87590 851 9 Arkiveret fra originalen PDF 16 oktober 2006 Hentet 2007 02 03 Kerr Richard A 2005 09 26 Earth s Inner Core Is Running a Tad Faster Than the Rest of the Planet Jordens indre kerne roterer en smule hurtigere end resten af planeten Science 309 5739 1313 doi 10 1126 science 309 5739 1313a Jordan T H 1979 Structural Geology of the Earth s Interior Geologisk struktur af Jordens indre Proceedings National Academy of Science 76 9 4192 4200 doi 10 1073 pnas 76 9 4192 PMID 16592703 Arkiveret fra originalen 29 maj 2020 Hentet 2007 03 24 Robertson Eugene C 2001 07 26 The Interior of the Earth Jordens indre USGS Hentet 2007 03 24 Sanders Robert 2003 12 10 Radioactive potassium may be major heat source in Earth s core Radioaktivt kalium kan vaere en vigtig varmekilde i Jordens kerne UC Berkeley News Hentet 2007 02 28 Alfe D Gillan M J Vocadlo L Brodholt J Price G D 2002 The ab initio simulation of the Earth s core Ab initio simulation af Jordens kerne PDF Philosophical Transaction of the Royal Society of London 360 1795 1227 1244 Arkiveret fra originalen PDF 30 september 2009 Hentet 2007 02 28 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Flott Soren 2006 07 16 Truslen fra Jordens indre Morgenavisen Jyllands Posten Arkiveret fra originalen 14 april 2011 Hentet 2008 12 07 Richards M A Duncan R A Courtillot V E 1989 Flood Basalts and Hot Spot Tracks Plume Heads and Tails Spor af Plateaubasalter og hotspots Hoveder og haler af smelter Science 246 4926 103 107 doi 10 1126 science 246 4926 103 PMID 17837768 Hentet 2007 04 21 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Seligman Courtney 2008 The Structure of the Terrestrial Planets Jordplaneternes struktur Online Astronomy eText Table of Contents cseligman com Hentet 2008 02 28 Kious W J Tilling R I 1999 05 05 Understanding plate motions Forstaelse af pladebevaegelser USGS Hentet 2007 03 02 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Brown W K Wohletz K H 2005 SFT and the Earth s Tectonic Plates SFT og Jordens tektoniske plader Los Alamos National Laboratory Arkiveret fra originalen 17 februar 2013 Hentet 2007 03 02 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Meschede M Udo Barckhausen U 2000 11 20 Plate Tectonic Evolution of the Cocos Nazca Spreading Center Pladetektonisk udvikling af Cocos Nazca opdelingscentret Proceedings of the Ocean Drilling Program Texas A amp M University Hentet 2007 04 02 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff GPS Time Series GPS tidsserier NASA JPL Arkiveret fra originalen 22 august 2011 Hentet 2007 04 02 Pidwirny Michael 2006 Fundamentals of Physical Geography Grundlaeggende fysisk geografi 2 udgave PhysicalGeography net Hentet 2007 03 19 Kring David A Terrestrial Impact Cratering and Its Environmental Effects Nedslagskratere pa Jorden og deres virkning pa landskabet Lunar and Planetary Laboratory Arkiveret fra originalen 6 februar 2007 Hentet 2007 03 22 Duennebier Fred 1999 08 12 Pacific Plate Motion Bevaegelse af Stillehavspladen University of Hawaii Arkiveret fra originalen 31 august 2011 Hentet 2007 03 14 Mueller R D Roest W R Royer J Y Gahagan L M Sclater J G 2007 03 07 Age of the Ocean Floor Poster Brochure om oceanbundens alder NOAA Hentet 2007 03 14 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff Layers of the Earth Jordens lag Volcano World Arkiveret fra originalen 24 februar 2007 Hentet 2007 03 11 Jessey David Weathering and Sedimentary Rocks Forvitring og sedimentaere bjergarter Cal Poly Pomona Arkiveret fra originalen 3 juli 2007 Hentet 2007 03 20 Staff Minerals Mineraler Museum of Natural History Oregon Arkiveret fra originalen 13 juni 2009 Hentet 2007 03 20 Cox Ronadh 2003 Carbonate sediments Williams College Arkiveret fra originalen 5 april 2009 Hentet 2007 04 21 Staff 2008 07 24 World The World Factbook Central Intelligence Agency Arkiveret fra originalen 5 januar 2010 Hentet 2008 08 05 FAO Staff 2005 FAOSTAT Land Use Database Food and Agriculture Organization of the United Nations Arkiveret fra originalen 26 juni 2014 Hentet 6 januar 2009 Sverdrup H U Fleming Richard H 1942 01 01 The oceans their physics chemistry and general biology Oceanerne deres fysik kemi og generelle biologi Scripps Institution of Oceanography Archives Hentet 2008 06 13 7 000 m Class Remotely Operated Vehicle KAIKO 7000 Japan Agency for Marine Earth Science and Technology JAMSTEC Arkiveret fra originalen 10 april 2020 Hentet 2008 06 07 Igor A Shiklomanov et al 1999 World Water Resources and their use Beginning of the 21st century Prepared in the Framework of IHP UNESCO Verdens vandresourcer og der brug i begyndelsen af det 21 arhundrede State Hydrological Institute St Petersburg Arkiveret fra originalen 8 august 2006 Hentet 2006 08 10 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a Eksplicit brug af et al i author hjaelp Mullen Leslie 2002 06 11 Salt of the Early Earth Salt fra den tidlige jord NASA Astrobiology Magazine Hentet 2007 03 14 Morris Ron M Oceanic Processes Oceaniske processer NASA Astrobiology Magazine Arkiveret fra originalen 15 april 2009 Hentet 2007 03 14 Scott Michon 2006 04 24 Earth s Big heat Bucket Jordens store varmespand NASA Earth Observatory Hentet 2007 03 14 Sample Sharron 2005 06 21 Sea Surface Temperature Temperatur af havoverfladen NASA Arkiveret fra originalen 3 april 2013 Hentet 2007 04 21 Williams David R 2004 09 01 Earth Fact Sheet Kendsgerninger om Jorden NASA Hentet 2007 03 17 Geerts B Linacre E november 1997 The height of the tropopause Tropopausens hojde Resources in Atmospheric Sciences University of Wyoming Arkiveret fra originalen 27 april 2020 Hentet 2006 08 10 Staff 2003 10 08 Earth s Atmosphere Jordens atmosfaere NASA Arkiveret fra originalen 27 april 2020 Hentet 2007 03 21 Moran Joseph M 2005 Weather Vejr World Book Online Reference Center NASA World Book Inc Arkiveret fra originalen 13 december 2010 Hentet 2007 03 17 Berger Wolfgang H 2002 The Earth s Climate System Jordens klimasystem University of California San Diego Hentet 2007 03 24 Rahmstorf Stefan 2003 The Thermohaline Ocean Circulation Den termohaline cirkulation i oceanerne Potsdam Institute for Climate Impact Research Hentet 2007 04 21 Various 1997 07 21 The Hydrologic Cycle Den hydrologiske cyklus University of Illinois Arkiveret fra originalen 27 april 2020 Hentet 2007 03 24 Staff Climate Zones Klimazoner UK Department for Environment Food and Rural Affairs Arkiveret fra originalen 8 august 2010 Hentet 2007 03 24 Staff 2004 Stratosphere and Weather Discovery of the Stratosphere Stratosfaere og vejr opdagelse af stratosfaeren Science Week Hentet 2007 03 14 de Cordoba S Sanz Fernandez 2004 06 21 100 km Altitude Boundary for Astronautics 100 km Hojdegraense for astronautik Federation Aeronautique Internationale Hentet 2007 04 21 Liu S C Donahue T M 1974 The Aeronomy of Hydrogen in the Atmosphere of the Earth Brints aeronomi i Jordens atmosfaere Journal of Atmospheric Sciences 31 4 1118 1136 doi 10 1175 1520 0469 1974 031 lt 1118 TAOHIT gt 2 0 CO 2 Hentet 2007 03 02 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link David C Catling Kevin J Zahnle Christopher P McKay Biogenic Methane Hydrogen Escape and the Irreversible Oxidation of Early Earth Biogenisk metan undvigelse af brint og den irreversible iltning af den tidlige Jord Science 293 5531 839 843 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Abedon Stephen T 1997 03 31 History of Earth Jordens historie Ohio State University Arkiveret fra originalen 10 marts 2013 Hentet 2007 03 19 Hunten D M Donahue T M 1976 Hydrogen loss from the terrestrial planets Brinttab fra jordplaneterne Annual review of earth and planetary sciences 4 265 292 Hentet 2008 11 07 Fitzpatrick Richard 2006 02 16 MHD dynamo theory MHD Dynamoteori NASA WMAP Hentet 2007 02 27 Campbell Wallace Hall 2003 Introduction to Geomagnetic Fields Introduktion til geomagnetiske felter New York Cambridge University Press s 57 ISBN 0521822068 Stern David P 2005 07 08 Exploration of the Earth s Magnetosphere Udforskning af Jordens magnetosfaere NASA Arkiveret fra originalen 28 april 2013 Hentet 2007 03 21 Leap seconds Skudsekunder Time Service Department USNO Arkiveret fra originalen 11 juni 2012 Hentet 2008 09 23 Staff 2007 08 07 Useful Constants Nyttige konstanter International Earth Rotation and Reference Systems Service IERS Hentet 2008 09 23 Seidelmann P Kenneth 1992 Explanatory Supplement to the Astronomical Almanac Forklarende tillaeg til den astronomiske almanak Mill Valley CA University Science Books s 48 ISBN 0 935702 68 7 Staff IERS Excess of the duration of the day to 86400s since 1623 ERS overskud i dognets laengde siden 1623 International Earth Rotation and Reference Systems Service IERS Arkiveret fra originalen 3 oktober 2008 Hentet 2008 09 23 graf i slutningen Staff IERS Variations in the duration of the day 1962 2005 ERS variationer i dognets laengde 1962 2005 International Earth Rotation and Reference Systems Service IERS Arkiveret fra originalen den 13 august 2007 Hentet 2008 09 23 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse BOT original url status ukendt link Zeilik M Gregory S A 1998 Introductory Astronomy amp Astrophysics Grundlaeggende astronomi amp astrofysik 4 udgave Saunders College Publishing s 56 ISBN 0030062284 Williams David R 2006 02 10 Planetary Fact Sheets Planetdata NASA Hentet 2008 09 28 Se de tilsyneladende diametre i artiklerne om Solen og Manen Williams David R 2004 09 01 Moon Fact Sheet Kendsgerninger om Manen NASA Hentet 2007 03 21 Vazquez M Montanes Rodriguez P Palle E 2006 The Earth as an Object of Astrophysical Interest in the Search for Extrasolar Planets Jorden som en genstand af astrofysisk interesse for sogning af planeter uden for Solsystemet PDF Instituto de Astrofisica de Canarias Hentet 2007 03 21 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Astrophysicist team 2005 12 01 Earth s location in the Milky Way Jordens placering i Maelkevejen NASA Hentet 2008 06 11 Bromberg Irv 2008 05 01 The Lengths of the Seasons on Earth Arstidernes laengde pa Jorden University of Toronto Hentet 2008 11 08 Danmarks Meteorologiske Institut 20 februar 2008 Solen Manen og Jorden Arkiveret fra originalen 26 juli 2014 Hentet 24 juli 2014 Kursusside fra Kobenhavn universitet html udgave af powerpoint praesentation Arkiveret fra originalen 3 maj 2005 Hentet 3 maj 2005 Fisher Rick 1996 02 05 Earth Rotation and Equatorial Coordinates Jordens rotation og aekvatoriale koordinater National Radio Astronomy Observatory Arkiveret fra originalen 22 august 2011 Hentet 2007 03 21 Williams Jack 2005 12 20 Earth s tilt creates seasons Jordens haeldning frembringer arstider USAToday Hentet 2007 03 17 Espenak F Meeus J 2007 02 07 Secular acceleration of the Moon Manens acceleration over arhundreder NASA Arkiveret fra originalen 5 december 2012 Hentet 2007 04 20 a href wiki Skabelon Cite web title Skabelon Cite web cite web a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Poropudas Hannu K J 1991 12 16 Using Coral as a Clock Brug af koral som ur Skeptic Tank Hentet 2007 04 20 Laskar J Robutel P Joutel F Gastineau M Correia A C M Levrard B 2004 A long term numerical solution for the insolation quantities of the Earth En numerisk losning for maengde af solstraling pa Jorden pa lang sigt Astronomy and Astrophysics 428 261 285 doi 10 1051 0004 6361 20041335 Hentet 2007 03 31 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Murray N Holman M 2001 The role of chaotic resonances in the solar system Kaotiske resonansers rolle i solsystemet Nature 410 6830 773 779 doi 10 1038 35071000 Hentet 2008 08 05 Williams D M J F Kasting 1996 Habitable planets with high obliquities Beboelige planeter med stor aksehaeldning Lunar and Planetary Science 27 1437 1438 Hentet 2007 03 31 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link R Canup and E Asphaug 2001 Origin of the Moon in a giant impact near the end of the Earth s formation Manens opstaen i et gigantsammenstod naer slutningen af Jordens dannelse Nature 412 708 712 doi 10 1038 35089010 Whitehouse David 2002 10 21 Earth s little brother found Jordens lillebror fundet BBC News Hentet 2007 03 31 Staff september 2003 Astrobiology Roadmap Astrobiologisk kortlaegning NASA Lockheed Martin Arkiveret fra originalen 11 marts 2012 Hentet 2007 03 10 Dole Stephen H 1970 Habitable Planets for Man Planeter der er beboelige for menneskeheden 2 udgave American Elsevier Publishing Co ISBN 0 444 00092 5 Hentet 2007 03 11 Ward P D Brownlee D 2000 01 14 Rare Earth Why Complex Life is Uncommon in the Universe Hvorfor komplekst liv ikke er almindeligt i universet 1 udgave New York Springer Verlag ISBN 0387987010 a href wiki Skabelon Cite book title Skabelon Cite book cite book a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Hillebrand Helmut 2004 On the Generality of the Latitudinal Gradient Om den almene gyldighed af breddegradienten American Naturalist 163 2 192 211 doi 10 1086 381004 Staff 2006 11 24 Mineral Genesis How do minerals form Hvordan dannes mineraler Non vertebrate Paleontology Laboratory Texas Memorial Museum Hentet 2007 04 01 Rona Peter A 2003 Resources of the Sea Floor Havbundens ressoucer Science 299 5607 673 674 doi 10 1126 science 1080679 Hentet 2007 02 04 Statistik fra FAO Arkiveret fra originalen 26 juni 2014 Hentet 6 januar 2009 Staff 2007 02 02 Evidence is now unequivocal that humans are causing global warming UN report Der er nu enighed om bevis for at menneskene forarsager global opvarmning FN rapport United Nations Hentet 2007 03 07 United States Census Bureau 2008 01 07 World POP Clock Projection Verdens befolkningsur fremskrivning United States Census Bureau International Database Hentet 2008 01 07 Staff World Population Prospects The 2006 Revision Udsigter for verdens folketal Revision fra 2006 United Nations Hentet 2007 03 07 Staff 2007 Human Population Fundamentals of Growth Growth Befolkning Grundlaeggende vaekst Vaekst Population Reference Bureau Arkiveret fra originalen 10 februar 2013 Hentet 2007 03 31 Peel M C Finlayson B L McMahon T A 2007 Updated world map of the Koppen Geiger climate classification Opdateret verdenskort med Koppen Geiger klimaklassifikation Hydrology and Earth System Sciences Discussions 4 439 473 Hentet 2007 03 31 a href wiki Skabelon Cite journal title Skabelon Cite journal cite journal a CS1 vedligeholdelse Flere navne authors list link Staff Themes amp Issues Temaer og emner Secretariat of the Convention on Biological Diversity Arkiveret fra originalen 7 april 2007 Hentet 2007 03 29 Staff 2006 08 15 Canadian Forces Station CFS Alert Canadiske militaerstation CFS Alert Information Management Group Arkiveret fra originalen 9 juni 2007 Hentet 2007 03 31 Staff International Law International ret United Nations Hentet 2007 03 27 Liungman Carl G 2004 Group 29 Multi axes symmetric both soft and straight lined closed signs with crossing lines Symbols Encyclopedia of Western Signs and Ideograms Symboler Encyklopaedi over vestlige tegn og ideogrammer New York Ionfox AB s 281 282 ISBN 91 972705 0 4 Dutch S I 2002 Religion as belief versus religion as fact Religion som tro versus religion som kendsgerning PDF Journal of Geoscience Education 50 2 137 144 Hentet 2008 04 28 Taner Edis 2003 A World Designed by God Science and Creationism in Contemporary Islam En verden designet af Gud Videnskab og kreationisme i moderne islam PDF Amherst Prometheus ISBN 1 59102 064 6 Arkiveret fra originalen PDF 27 maj 2008 Hentet 2008 04 28 Ross M R 2005 Who Believes What Clearing up Confusion over Intelligent Design and Young Earth Creationism Hvem tror hvad Klarlaeggelse af forvirringen om intelligent design og ung jord kreationisme PDF Journal of Geoscience Education 53 3 319 Hentet 2008 04 28 Pennock R T 2003 Creationism and intelligent design Kreationisme og intelligent design Annu Rev Genomics Hum Genet 4 143 63 doi 10 1146 annurev genom 4 070802 110400 PMID 14527300 Science Evolution and Creationism National Academy Press Washington DC 2005 Colburn A Henriques L 2006 Clergy views on evolution creationism science and religion Journal of Research in Science Teaching 43 4 419 442 doi 10 1002 tea 20109 Frye Roland Mushat 1983 Is God a Creationist The Religious Case Against Creation Science Er Gud kreationist Det religiose synspunkt imod kreationismevidenskab Scribner s ISBN 0 68417 993 8 Russell Jeffrey B The Myth of the Flat Earth Myten om den flade Jord American Scientific Affiliation Hentet 2007 03 14 men se ogsa Fladjordsselskabet Flat Earth Society blev grundlagt af den excentriske englaender Samuel Birley Rowbotham 1816 1884 og senere genoplivet af englaenderen Samuel Shenton i 1956 Jacobs James Q 1998 02 01 Archaeogeodesy a Key to Prehistory Arkaeogeodesi en nogle til forhistorien Hentet 2007 04 21 Fuller R Buckminster 1963 Betjeningsvejledning for rumskib Jorden 1 udgave New York E P Dutton amp Co ISBN 0 525 47433 1 Arkiveret fra originalen 23 april 2012 Hentet 2007 04 21 Lovelock James E 1979 Gaia A New Look at Life on Earth Gaia Et nyt syn pa livet pa Jorden 1 udgave Oxford Oxford University Press ISBN 0 19 286030 5 For eksempel McMichael Anthony J 1993 Planetary Overload Global Environmental Change and the Health of the Human Species Planetarisk overbelastning Global miljoaendring og menneskenes sundhed Cambridge University Press ISBN 0521457599 BibliografiKirk Munsell red 2006 10 19 Solar System Exploration Earth Udforskning af Solsystemet Jorden NASA Arkiveret fra originalen 13 februar 2007 Hentet 2007 03 17 Williams David R 2004 09 01 Earth Fact Sheet Fakta om Jorden NASA Hentet 2007 03 17 Yoder Charles F 1995 T J Ahrens red Global Earth Physics A Handbook of Physical Constants Fysik for hele Jorden En handbog over fysiske konstanter Washington American Geophysical Union ISBN 0875908519 Arkiveret fra originalen 21 april 2009 Hentet 2007 03 17 Eksterne henvisningerSosterprojekter med yderligere information Billeder og medier fra Wikimedia CommonsOpslag i WikiordbogenGeocenter dk Artikler om Jorden Arkiveret 19 juli 2011 hos Wayback Machine USGS Geomagnetismeprogram NASA Jordobservatoriet Jordens profil Fra NASAs Solsystemudforskning Klimaaendringer bevirker aendring af Jordens form NASA Arkiveret 22 januar 2009 hos Wayback MachineLyt til denne artikel info dl source source noicon Note denne fil fylder ca 57 61 megabytes Spoken Wikipedia Denne lydfil blev lavet ud fra versionen fra 8 december 2009 og afspejler ikke aendringer pa artiklen foretaget siden da Hjaelp til lyd Flere indtalte artikler

Seneste artikler
  • Maj 31, 2025

    Synonym

  • Maj 31, 2025

    Sydøsteuropa

  • Maj 31, 2025

    Sydeuropa

  • Maj 31, 2025

    Stat

  • Maj 31, 2025

    Sissal

www.NiNa.Az - Studie

    Kom i kontakt
    Sprog
    Kontakt os
    DMCA Sitemap
    © 2019 nina.az - Alle rettigheder forbeholdes.
    Ophavsret: Dadash Mammadov
    En gratis hjemmeside, der giver data- og fildeling fra hele verden.
    Top